Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Velgørenhed med bismag

Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 23/09/2017 - 00:02

Klumme

KLUMME: At hjælpe andre, kan man kun have respekt for. Men at bitte-små sko, fornærmede fornemmelser og gammelt nag kommer i vejen, er ganske ufatteligt!

Danskere på Solkysten bruger fritid og egne penge på at hjælpe mennesker i Málaga, der kæmper lidt med at få enderne til at mødes.

Det er da en god sag, og gode sager støtter Spanien i Dag jo hellere end gerne. 

Vi har tidligere hjulpet med omtale af diverse velgørenhedsarrangementer og forskellige dyrecentre. 

Hvordan kan vi hjælpe?

Derfor var der heller ingen tvivl, da vores journalistpraktikant, Anders Lei, så et opslag på facebook om en gruppe danskere, der køber mad og giver det til Málagas Engle - Ángeles Malaqueños de la Noche.

Det er en gruppe, der hjælper borgere, som af den ene eller den anden årsag har det lidt vanskeligt økonomisk, fortæller han mig. 

Og som hans praktikantvejleder bakker jeg ham op - der skal laves reportager og interview og hele dynen, så vi kan gøre opmærksom på det gode tiltag og forklare, hvordan folk kan bidrage.

Anders forsøger flere gange at kontakte danskeren, der har lavet opslaget, men uden held. 

Flinke folk

Til sidst henvender han direkte til restauratøren i Club Danés, Thomas Schou, og så er der hul igennem. 

Kom endelig forbi den 13. september, lyder meldingen.

Den dag skal der pakkes poser med mad, og restauranten lægger lokaler til. 

På dagen møder Anders både Thomas og formand for foreningen, Bent Flindt. 

Anders taler også med nogle af de danskere, der er med i det fine tiltag. Han interviewer flere af dem og får lov til at tage billeder. Han er da også muligvis et at de mest venlige og høflige mennesker, vi nogensinde har haft ansat på redaktionen.

I løvens hule

Han har endnu ikke mødt manden, der stod bag opslaget, men det sker snart. De flinke folk, Anders indtil da har talt med, siger, at Anders måske kan køre med manden til Málaga og aflevere maden, så han også får den del af historien med. Manden har nemlig masser af plads i bilen.

Men så dukker manden op, Og SÅ hopper kæden helt af.

Manden, vil nemlig under INGEN omstændigheder tale med journalister, der alle er “fulde af løgn”, og havde han vidst, hvem Anders var, havde han smidt ham ud af klubben med det samme.

I øvrigt er chefen for Spanien i Dag en skrækkelig mand, får han tilføjet.

Uden at ane det har jeg på det nærmeste sendt min stakkels praktikant direkte ind i løvens hule.

Et par punkter melder sig...

  • Min “skrækkelige” chef har intet med denne historie at gøre. Han anede slet ikke, at vi planlagde at lave historien. Og sikke dog i øvrigt en sær bemærkning? 
  • Hvorfor skulle vi dog lyve? Vi har samme agenda: At hjælpe folk i nød.
  • Anders har på dette tidspunkt allerede interviewet både formand og restauratør, så det undrer mig voldsomt, at denne mand skulle have magt til at smide min praktikant ud?

Men der er ét altoverskyggende punkt, der skal adresseres:

  • Hvilken ret har denne ubehagelige mand til at tage brød ud af munden på folk i nød?

For det er jo i bund og grund, hvad der sker her.

Vi vil gøre opmærksom på en god sag, men én enkelt mand tager sagen ned på et sølle niveau, fordi han er fornærmet over et eller andet? 

Min praktikant har fortsat ønsket at skrive den reportage, han havde i tankerne. På trods af at han på det groveste blev overfuset af den her voksenbaby, har han nemlig stadig fokus på det vigtige i den her sag. Den kan du læse her

Formål?

Og hvad får jeg så ud af den her artikel? Vi kan håbe på, at der findes nogle andre drivende kræfter i gruppen, der eventuelt kunne give manden et lynkursus i kommunikation og eventuelt lidt om grundlæggende ordentlig opførsel.

Eller måske en anden kunne tage over, når pressen gerne vil hjælpe?

Med ønsket om en dejlig weekend med masser af næstekærlighed, god karma, store sko og godt humør.

Kathrine Hesner, redaktør på Spanien i Dag

Kommentarer

Hvem har ansat chaufføren. Det er vel denne person, som er den ansvarlige for en ubehøvlet opførsel. Man burde klage til rette vedkommende over ham, så han enten fyres eller får en advarsel.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.