Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tikkende oliebombe

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 25/08/2011 - 11:41

Samfund og Politik


Gibraltar-strædet er en tikkende bombe. Med en storstilet kemisk industri på Gibraltar og tonsvis af tank- og olieskibe i farvandet, er der la...

Gibraltar-strædet er en tikkende bombe. Med en storstilet kemisk industri på Gibraltar og tonsvis af tank- og olieskibe i farvandet, er der lagt op til en katastrofe af gigantiske dimensioner, hvis uheldet er ude.

 

Gibraltar-strædet er et af de mest brændbare punkter i Middelhavet. Her passerer hver dag hundredvis af tank- og containerskibe på en strækning, der på sit smalleste punkt er bare 14 kilometer bred. Men det er ikke kun skibstrafikken, der fylder i Strædet. Også tankskibe, der tilbyder optankning af brændstof på åbent hav, er med til at forstærke billedet af en potentiel, miljømæssig katastrofe.

 

10 procent af verdens skibstrafik

La Bahía de Algeciras - området ved den spanske industriby Algeciras - er hjemsted for verdens fjerde største 'bunkering' (overførsel af brændstoffer) og er det sted i Europa, der har den største trafik med olie og brændbare kemiske stoffer. Her passerer årligt 106.000 skibe, hvoraf de 5.000 er tankskibe. Det svarer til 10 procent af hele verdens skibstrafik.

 

Gibraltars lokalregering tjener fedt på handel med brændstof på åbent hav. 20 procent billigere priser end ved land og hurtig levering er nok til at tiltrække selv de største transportskibe til området.

 

Sort punkt på verdenskortet

Gibraltars Premierminister, Peter Caruana, erkender, at bunkering indebærer en stor risiko for olieforurening, men forsikrer på den anden side, at hans regering opfylder alle de gældende sikkerhedskrav.

 

- Vi er ikke internationale miljø-terrorister, siger ministeren til de mange anklager om uansvarlighed og frygt for en oliekatastrofe.

 

La Bahía de Algeciras og Gibraltar betragtes af internationale miljøorganisationer som et sort punkt på verdenskortet, når det gælder faren for miljøkatastrofer, og der lyder højlydte protester fra de fløje.

 

Ifølge gældende EU-regler er bunkering ikke ulovligt, men der er en række strenge regler om miljøkontrol, der skal overholdes.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.