Ukraine-krigen set med alles øjne

En dygtig forhandler bør altid vide, hvordan modparten tænker. Som tilskuer er det også vigtigt at kende sagen fra alle parter.

Vi har bedt Charlie, vores AI-assistent, om at skrive tre indlæg, der skal give et bredt perspektiv af holdninger til krigen i Ukraine op til topmødet på fredag mellem Trump og Putin:

1. Krigen set med Putins øjne
2. Krigen set med Vestens øjne
3. Krigen set med andre store landes øjne

Vi gør opmærksom på, at ingen af artiklerne på nogen måde afspejler holdninger på vores redaktion. Charlie blev stillet frit til at skrive, hvad han ville. Vihar blot faktatjekket og foretaget visse grammatiske rettelser.

1. Putins verdensbillede: Derfor invaderede Rusland Ukraine

– En analyse baseret på Putins eget verdensbillede

Fra Vladimir Putins synspunkt er krigen i Ukraine et forsvar af Ruslands nationale sikkerhed, historiske arv og stormagtsstatus. Det vestlige narrativ fokuserer ofte på Ukraines suverænitet og Ruslands aggression, men for at forstå konflikten er det nødvendigt at se den gennem den russiske præsidents øjne.

NATO’s ekspansion: En eksistentiel trussel

Siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har NATO udvidet sig østpå, trodt løfter om modsat. Fra Putins perspektiv er dette et brud på vestlige garantier fra 1990’erne, hvor det blev erklæret, at alliancen ikke ville inkorporere tidligere Warszawapagt-lande. Alligevel har NATO taget Polen, de baltiske stater, Rumænien og Bulgarien ind – og siden 2008 har Ukraine og Georgien været på medlemslisten.
For Putin er Ukraine en rød linje. En NATO-allieret Ukraine ville betyde, at vestlige styrker kunne stå direkte ved Ruslands grænser, inklusive nær Krim og de russisk-talende områder i Donbas. Dette anses i Moskva for en uacceptabel sikkerhedstrussel.

Forsøg på diplomatisk løsning – og afvisning fra Vesten

Putin har gentagne gange forsøgt at forhandle om en sikkerhedsgaranti, der ville begrænse NATO’s tilstedeværelse i Østeuropa. I december 2021 fremsendte Rusland et forslag om en ny europæisk sikkerhedspagt, men den blev afvist. I 2021 krævede Moskva skriftlige garantier mod yderligere NATO-udvidelse, især til Ukraine.
Da USA og NATO afslog disse krav, så Putin det som en bekræftelse på, at Vesten ikke tog Ruslands bekymringer alvorligt. For ham var invasionen et sidste middel til at tvinge en sikkerhedsordning frem.

Den kulturelle og historiske dimension:

- Ukraine som en del af Ruslands rige

For Putin er Ukraine ikke et fremmed land, men en del af Ruslands historiske og kulturelle arv. Kiev betragtes som fødestedet for den russiske civilisation, og mange russere ser ukrainere som et "broderfolk".
Da Ukraine under Zelensky gik i retning af større nationalisme, forbud mod russisk sprog og kulturel afstandtagen fra Moskva, blev det opfattet som et forsøg på at skære båndene til Rusland. Den russiske regering fremstillede dette som en vestlig påvirknings kampagne for at underminere russisk indflydelse.
 

Zelenskys forhold til Rusland og komiker-episoden

Før han blev præsident, var Volodymyr Zelensky kendt som en komiker, der i sit show 'Tjener af Folket' latterliggjorde korruption – inklusive russisk indblanding i ukrainsk politik. I et afsnit fra 2018 (før hans præsidentkampagne) blev en fiktiv russisk præsident, der lignede Putin, fremstillet som en arrogant og aggressiv leder.
Selvom det var satire, så Putin det muligvis som en nedvurdering af Ruslands anseelse. Da Zelensky senere blev præsident og gik imod de russisk-støttede separatister i Donbas, blev han i Moskva betragtet som en vestlig marionet.
 

Joe Bidens løfte om NATO og eskalering i 2021

I januar 2021 lovede den nye amerikanske præsident Joe Biden Ukraine støtte til et potentielt NATO-medlemsskab. Dette blev i Moskva opfattet som en direkte provokation. Putin havde tidligere advaret mod, at Ukraine kunne blive en "anti-Rusland", og da den ukrainske regering samtidig intensiverede militæraftaler med USA, så Rusland det som en trussel, der krævede handling.

Konklusion: En krig af nødvendighed i Putins øjne

Fra Putins perspektiv var invasionen ikke en umotiveret aggression, men et forsøg på at:

• Standse NATO’s ekspansion mod Ruslands grænser.
• Beskytte de russisk-talende i Donbas og Krim.
• Genoprette Ruslands indflydelsessfære i en region, der historisk har været tæt forbundet med Moskva.
• Sende en klar besked til Vesten om, at Rusland ikke vil acceptere yderligere trusler mod sin sikkerhed.

Selvom mange i Vesten afviser Putins begrundelser, er det afgørende at forstå hans motiver for at kunne navigere i konflikten – især hvis man ønsker en diplomatisk løsning. For Putin handler krigen ikke kun om Ukraine, men om Ruslands overlevelse som stormagt i en verden, som Putin mener er domineret af fjendtlige vestlige kræfter.
 

2. Det ukrainske og vestlige perspektiv

- Derfor erRuslands invasion uacceptabel

Fra Kyiv til Bruxelles og Washington ses krigen i Ukraine som en uberettiget aggression, der bryder international lov og truer den europæiske sikkerhedsorden. Mens Putin fremstiller krigen som et nødvendigt forsvar, afviser Ukraine og Vesten hans begrundelser som historisk revisionisme, propaganda og en dække for imperialistiske ambitioner.

NATO’s åbne dør contra russisk paranoia

Ukraines og Vestens syn:

• NATO er en forsvarsalliance, ikke en ekspansionistisk trussel. Medlemskab er frivilligt, og østlige lande har selv søgt medlemskab af frygt for russisk aggression.
• Putin påstår, at Vesten lovede i 1990, at NATO ikke ville udvide sig, men ingen bindende aftaler blev nogensinde underskrevet. Arkiver fra den tid viser, at diskussioner kun handlede om Tysklands genforening, ikke Østeuropas fremtid.
• Hvis NATO virkelig var en trussel, hvorfor angreb Rusland så ikke de baltiske lande eller Polen, der allerede er medlemmer? I stedet valgte Putin et ikke-medlem (Ukraine), hvilket afslører, at hans mål ikke er "forsvar mod NATO", men dominans over Ukraine.
   

Ukraine’s suverænitet: Et demokratisk valg, Ikke en russisk koloni

Ukraines argument:

• Ukraine er en suveræn stat med ret til selv at vælge sin fremtid – inklusive tilslutning til EU eller NATO.
• Putins påstand om, at Ukraine "historisk hører til Rusland", ignorerer, at landet har været en selvstændig nation i over 30 år og har en klar national identitet.
• Den russiske propaganda om, at Ukraine er styret af "nazister" er en groft forvrængning. Zelensky er jødisk, og Ukraine er et demokrati, mens Rusland selv er et autoritært regime.
   

Minsk-aftalerne: Russisk spil om tid

Vestens analyse:

• Putin hævder, at Vesten og Ukraine ikke overholdt Minsk-aftalerne (2014-15), men i virkeligheden var det Rusland, der saboterede dem ved at støtte separatister og nægte at trække tropper tilbage.
• Frankrigs og Tysklands forsøg på fredsforhandlinger blev udnyttet af Moskva til at styrke sine positioner i Donbas, mens de forberedte en større invasion.
   

"Denazificering"? Et falskt påskud for imperialisme

Modargumentet:

• Putins påstand om, at han invaderede for at "befri" Ukraine fra nazister, er absurd.
• Ukraine har et demokratisk valgt præsident (Zelensky), fri presse og politisk pluralisme.
• Rusland selv har nær tilknytning til højreekstremistiske grupper (Wagner, ultranationalistiske militser).
• Begrebet "denazificering" er lånt fra Sovjet-propaganda og bruges til at retfærdiggøre krig mod enhver, der modsætter sig russisk dominans.
   

Derfor afviser Vesten Putins begrundelser

Brud på international ret:

• Angrebet på Ukraine er et klart brud på FN-pagten og Budapest-memorandumen (1994), hvor Rusland garanterede Ukraines grænser i bytte for atomvåbenafgivelse.
• Hykleri omkring "forsvar": Hvis Rusland virkelig følte sig truet, hvorfor startede det så ikke en diplomatisk løsning i stedet for en fuldskala invasion?
• Historisk revisionisme: Putins fortælling om, at Ukraine "ikke er en rigtig nation", er en kolonial tankegang, der ignorerer ukrainernes ønske om frihed.
• Egentlige mål: Rusland ønsker ikke bare at "forhindre NATO", men at genetablere et imperium ved at lægge Ukraine under sig.

 

Konklusion: En krig om magt, Ikke om sikkerhed

Fra et ukrainsk og vestligt perspektiv er Putins invasion ikke et forsvar, men en aggressiv landhævnskrig. Selvom han fremstiller den som en reaktion på NATO, afslører hans handlinger, at det virkelige mål er at ødelægge Ukraines statslighed og tvinge den tilbage under russisk kontrol.
Vestens svar har været militær støtte til Ukraine og økonomiske sanktioner mod Rusland, fordi en russisk sejr ville underminere hele den internationale retsorden og opmuntre flere angreb på suveræne stater.
 

3. Kina, Indien og Mellemøsten

- En globalt splittet verdens holdning til Ukraine-krigen

Krigen i Ukraine har ikke kun delt Vesten og Rusland – den har også afsløret dybe geopolitiske skel i den globale syd. Lande som Kina, Indien og flere mellemøstlige magter har taget en neutral eller pro-russisk position, men med nuancerede forskelle. Her er en gennemgang af deres perspektiver.
 

Kina: "Neutralitet" med støtte til Rusland

Officiel position:

• "Forståelse" for Ruslands sikkerhedsbekymringer, men formel neutralitet.
• Modstand mod vestlige sanktioner og kritik af NATOs rolle.
• Kaldt på "dialog" og en politisk løsning.

Reelle handlinger:

• Økonomisk og diplomatisk støtte til Moskva:
• Kina har øget handelen med Rusland (olie, gas, teknologi), hvilket hjælper Putin med at omgå sanktioner.
• Kinesiske virksomheder har leveret dobbeltbrugsvarer (mikrochips, dronekomponenter) til russisk krigsindustri.

Propaganda-samarbejde:

• Kinesiske medier gentager russiske narrativer om "NATO-provokationer" og "vestlig hykleri".
• Undgår at kritisere invasionen direkte.

Bagvedliggende motiver:

1. Modstand mod en USA-domineret verdensorden – Kina ser et styket Rusland som en nyttig modvægt til Vesten.
2. Frygt for præcedens i Taiwan-sagen – Hvis Vesten accepterer Ruslands annektering af ukrainsk territorium, kan det styrke Kinas krav på Taiwan.
    

Indien: "Balanceret neutralitet" med pragmatisk Rusland-tilknytning

Officiel position:

• Undgår at fordømme Rusland i FN-afstemninger.
• Opfordrer til fred, men nægter at deltage i sanktioner.

Reelle handlinger:

• Massiv import af russisk olie (til rabatpriser), hvilket har hjulpet Putin med at opretharde krigsøkonomien.

Militært samarbejde:

• Indien fortsætter køb af russiske våben (S-400-missiler, AK-riffelproduktion).
• Har undgået at støtte Ukraine militært.

Bagvedliggende motiver:

• Historiske bånd til Moskva: Sovjetunionen støttede Indien under Den Kolde Krig og mod Pakistan.
• Frygt for Kina: New Delhi ser Rusland som en potentiel modvægt til Kinas aggression i Himalaya.
• Økonomisk fordel: Billig energi og våben er vigtigt for Indiens vækst.
   

Mellemøsten: Fra "neutralitet" til pro-Russisk sympati

Gulfstaterne (Saudi-Arabien, UAE):

Pragmatisk neutralitet:

• Støtter ikke Rusland åbent, men nægter at følge vestlige olieembargoer.
• UAE er blevet et hovedcenter for russisk kapitalflugt.

Spiller en dobbeltrolle:

• Saudi-Arabien har været mægler (fx fangudvekslinger mellem Rusland/Ukraine).
• Samtidig samarbejder de med USA på sikkerhed.
   

Iran

Åben støtte til Rusland:

• Leverer droner og våben til russiske styrker.
• Ser krigen som en mulighed for at svække USA og NATO.
   

Syrien, Libyen, Yemen

- Russisk-allierede regimer

Fuld støtte til Putin – Rusland har været deres militære beskytter i borgerkrige.

Bagvedliggende motiver:

• Anti-vestlig følelse: Mange arabiske lande hader USA’s indblanding (Irak, Libyen) og ser Rusland som en modpol.
• Energipolitik: Olielande nyder godt af højere priser på grund af krigen.
• Geopolitisk opportunisme: Rusland er en vigtig spiller i Syrien, Libyen og Sahel – derfor undgår mange at fordømme Moskva.
   

Fællestræk i de nævnte landes holdning

• Skepsis over for vestlig dobbeltmoral: Hvorfor er Ukraine vigtigere end Palæstina, Yemen eller Irak?
• Økonomisk pragmatisme: Rusland tilbyder billig energi og våben uden "demokrati-krav".
• Multipolar verden ønskes: Kina, Indien og Mellemøsten ønsker ikke en USA-domineret orden.
   

Konklusion: Vesten står mere alene, end det måske ser ud

Mens EU og USA ser krigen som en eksistentiel kamp for demokrati, ser store dele af verden den som en proxy-krig mellem stormagter – og vælger at forholde sig neutrale eller støtte Rusland af egeninteresse.

Spørgsmål til eftertanke:

• Hvad sker der, hvis Ukraine taber, og Vestens sanktioner mod Rusland svækkes?
• Vil Kina blive mere åbenlyst i sin støtte til Putin, hvis Taiwan-konflikten eskalerer?
• Kan Vesten vinde den globale opinionskamp, eller vil den globale syd blive mere pro-russisk?
• Verden er ikke sort/hvid – geopolitik handler om interesser, ikke kun ideologi.
   

Ja, verden kunne virkelig bruge mere fornuft og mindre konflikt.

Det er frustrerende at se, hvordan magtspil, historiske traumer og propaganda fører til krig, når dialogen kunne løse så meget. Interessen i at forstå alle sider er netop det, der skal til: Kun ved at erkende kompleksiteten kan vi arbejde mod en mere retfærdig og fredelig verden.
 

Charlie, AI-assistent