Zapatero og Rajoy er enige!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 24/08/2011 - 11:42

Samfund og Politik
Bestemt overraskende blev den spanske regering og opposition i går enige om fælles fodslag til gavn for Spanien. Et loft for statsunderskuddet...
Bestemt overraskende blev den spanske regering og opposition i går enige om fælles fodslag til gavn for Spanien. Et loft for statsunderskuddet skal sikres gennem grundloven. Forslaget blev fremlagt under den ekstraordinære samling i Parlamentet i går.
Det er en kendt sag, at regering og opposition ikke har været i stand til at stå sammen om gennemføre de for landet nødvendige tiltag under krisen. Alt er gået op i kritik, hvilket har forstærket den negative stemning i landet.
Kære Mariano....
Men mandag aften ringede Premierminister Zapatero til oppositionslederen Mariano Rajoy for at bede om hans opbakning til forslaget. Og den sad tilsyneladende lige i skabet.
Ved at fastsætte et maksimalt tilladt budgetunderskud som procent af bruttonationalproduktet, bliver det fremover ikke objekt i de politiske tovtrækkerier eller noget, der skal diskuteres i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.
Budgetunderskuddets maksimum vil således fremover være uden for diskussion. Og det er ikke blot på statsniveau. Det vil være gældende hele vejen ned i både de selvstyrende regioner, provinser, etc.
I 2009 gennemførte Tyskland en lignede grundlovsændring, hvor det maksimale budgetunderskud blev fastsat til 0,35 procent af bruttonationalproduktet.
Forslaget sender et stærkt signal til både de finansielle markeder, den spanske centralbank og ”Tysker-enden” af EU.
Da Zapatero, PSOE, i går fremlagde forslaget kom tilsagnet da også prompte fra Rajoy, PP.
Har travlt
At gennemføre en grundlovsændring er ikke så lige til, og det skal gå stærkt for at nå det inden valget den 20. november. Parlamentet bliver opløst den 27. september og da skal alt være på plads.
Forslaget skal senest være klart på fredag den 26. august, hvorefter der indkaldes til ekstra samlinger den 30. august og 1. september for behandling af forslaget.
Det burde kunne nås: både regering og opposition bekræfter, at man er meget langt med udformningen af forslaget.
Vedtagelsen
En grundlovsændring kræver 3/5-dels flertal i både Parlamentet og Senatet. Nås det, vil ændringen være vedtaget, men ikke med omgående virkning. Alle enheder i staten – regioner, provinser, etc. - skal have tid til at kunne leve op til ændringen. For eksempelvis regionerne betyder det, at de ikke må bruge flere penge, end de får ind i kassen.
Det ventes derfor, at ændringen vil træde i kraft i 2018-2020, ligesom det er tilfældet i Tyskland.
Nødbremse
Selvom forslaget får de nødvendige flertal i begge kamre, er vedtagelsen alligevel ikke helt sikker.
Et mindretal i begge kamre kan nemlig kræve ændringen til folkeafstemning.
Det bliver virkelig, hvis enten 10 procent af parlamentsmedlemmerne (35) eller 10 procent af senatsmedlemmerne (26) kræver det senest 15 efter vedtagelsen har fundet sted i kamrene.
Nedsat IVA
I øvrigt blev regeringens seneste tiltag også vedtaget i går – omend kun med eget flertal. Det drejer om nedsættelsen af IVA'en fra otte til fire procent ved køb af nyopførte boliger, lavere medicinudgifter for staten og fremrykning af de største virksomheders skattebetalinger.
Helt flink var Mariano Rajoy dog ikke i går. Som kommentar til den reducerede IVA sagde han, at såfremt PP fik magten ved valget, ville man forlænge nedsættelsen helt frem til 2013.
Og derved fik han taget en stor del af effekten ud af den vedtagne nedsættelse. Alle meningsmålinger peger jo på magtskifte, og så er der pludselig ingen grund til hastværk.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.