Bjergbestigning i baghaven

PrintPrint Share this
WEEKEND: Vi tog på tur i bjergene 20 minutter fra Kysten, og jeg lagde ud med at "hjælpe" min praktikantvejleder, Kathrine, ned fra en lille høj.

Tømt vandflaske, tørre håndflader, trætte ben og trofast følgeskab er nogle af de ting, jeg vil huske min første weekend i Spanien for. Kom med på bjergbestigning hvor min kondition - eller mangel på samme - ikke kunne ignoreres.

 

Tilgængelig for dig med bentøjet i orden

 

Simon Pallesen startede som journalistpraktikant hos Spanien i Dag. Simon startede den 1. februar 2013, og efter afsluttet uddannelse kom han tilbage og var ansat som journalist frem til februar 2016.

 

Anne Bjerngaard, Gunn Hansen, Kathrine Hesner og Simon Pallesen på tur

 

Tre timer fra toppen

Mindre end en uge efter jeg forlod et sjap-spækket København, står jeg på toppen af et bjerg og nyder en fantastisk udsigt med en jordbær-mojito i hånden. Med isterninger! Der er selvfølgelig en masse mellemregninger, inden jeg stod der, men jeg vil nøjes med at spole tiden tre timer tilbage fra bjergtoppen.

 

Der står jeg hjemme hos min chef, Pia Bruun, efter jeg har taget en taxa derud sammen med et par kolleger. Jeg har ikke rigtigt nogen idé om, hvor vi er. Jeg ved bare, at det er præcis 17 euro fra, hvor jeg bor. Vi får en herlig velkomstdrink, mens et par andre folk ankommer.

 

Da vi kører af sted, ved jeg stadig ikke meget om, hvad der skal ske, ud over at vi skal ”op på et bjerg”. Derfor er det også let at spotte den mest utilpasse, den nye-dreng-i-klassen-agtige, Simon til venstre i nedenstående billede.   

 

 Her er turens hold, mens energidepoterne er fyldte. Bilen markerer turens start

 

Men jeg kan heldigvis konstatere, at det er en flok flinke mennesker og en hund, jeg er kommet af sted med. Det går legende let hen ad en grusvej, som ganske vist går opad. Selv biler kan komme frem på det første stykke vej.

 

Vejen er i øvrigt omgivet af afsvedne, sorte træer, der står tilbage som et ubehageligt levn fra den ekstremt voldsomme brand, der hærgede Costa del Sol i 2012. Se vilde før- og efterbilleder fra branden her

 

Alle træer på ruten bar tydelige beviser på branden

 

Nyt terræn – ny tur

Lækkert at få vasket soden af hænderne fra de afsvedne grene

 

En lille pause i solen

 

Pludselig bliver turens sværhedsgrad mangedoblet. Vi forlader vejen og træder ud på en sti. Efter 20 meter forsvinder stien ud i en bæk, der snor sig op i kløften mellem to bjerge. Det bliver startskuddet på to timer, hvor jeg ikke kommer til at tage mange skridt i samme retning ad gangen. Der er nemlig ingen sti, så man må finde sin egen. Derfor er der heller ingen af os, der får præcist den samme tur.  

 

Der skulle lige omrokeres i tasken, inden turen fortsatte op langs vandet

I det nye terræn bliver mit indre legebarn vækket. Nu skal jeg klatre og smyge mig frem som en ninja langs vandløbet, der selvfølgelig går opad. Pludselig synes jeg, det er evigt morsomt at knække grene af og kaste med sten.

 

Det var en fed tur op langs vandløbet

 

Bedst som jeg har vænnet mig til at kravle frem langs bækken, skal jeg pludselig til for alvor at klatre.

 

Endnu et gear op

Her er turens hårdeste stykke

 

- Vi skal op nu, siger Anne, der sammen med Pia Bruun er en af turens mere stedkendte deltagere, mens hun peger væk fra bækken og direkte op ad bjergsiden.

 

Først griner jeg lidt, fordi det virker som en joke. En udmærket én, faktisk. Men det smil, jeg venter på, udebliver. Vi skal op!

 

Min yndlings-praktikantvejleder kom også sikkert op

 

Nu bliver jeg nødt til også at tage hænderne i brug. Og efter 30 meter, bliver jeg nødt til at smide jakken i rygsækken, hvis jeg ikke skal fordampe. For første gang på turen bliver jeg virkeligt forpustet. Jeg får øje på min Pia, der venter på toppen, fordi hun tog en teknisk lettere vej der op af hensyn til hunden Danko - det var i hvert fald den officielle forklaring!

 

Pias hund, Danko, var den første til at nyde udsigten

 

Nu vil jeg bare op, så jeg sætter turboen til og når toppen, mens jeg virkelig hiver efter vejret. Men da jeg vender mig om, glemmer jeg fuldstændig, at jeg er forpustet. Udsigten er intet mindre end imponerende.

 

Gunn klarede den heldigvis også

 

Jeg når ikke engang at samle kæben op fra den overraskelse udsigten skaber, før den næste mørbankede klatrer, Gunn, melder sin ankomst til toppen.

 

Anne valgte at bestige bjerget ad en rute fyldt med løse sten - konsekvensen var til at få øje på

 

Køl ned

Efter åndedrættet var vendt tilbage til det normale, var det ren idyl

 

Så kan jeg endelig nyde en velfortjent øl, men jeg skynder mig at kaste den ned i svælget, da jeg opdager, at der går jordbær-mojito på omgang – med isterninger. Det er en lidt sjov fornemmelse at sidde på så øde et sted på toppen af Camorro, med noget så sofistikeret som en jordbær-mojito. Men jeg lapper både drink og udsigt i mig. Og jeg bliver siddende i lang tid.

 

Turen ned lever på ingen måde op til opstigningen. Så jeg vil lade historien stoppe, hvor den topper i mere end én forstand. Men jeg kan da sige, at jeg på ingen måde er færdig med de spanske bjerge, og heldigvis har jeg et halvt år endnu.

 

Og indeni er jeg i øvrigt fortsat på toppen!

 

Her gik/kravlede/klatrede vi

Her et kort over området, hvor vi brugte en god Mondadel af lørdagen på at vandre. Tryk for at gøre kortet interaktivt

 

Camorro er en del af bjergkæden Alpujarra, der strækker sig over kommunerne Mijas, Coín og Monda. Der findes en del skovveje og brandstier, der fungerer som gå- og cykelstier gennem bjergkæden. Hele området blev meget hårdt ramt af skovbranden sommeren 2012.

 

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque