Frigiliana - en perle i bjergene

PrintPrint Share this
Landsbyhygge og naturoplevelse

Frigiliana ligger i La Axarquía lige nord for Nerja og er en af de fineste landsbyer i hele Sydspanien. Byen er med rette lidt af en turistattraktion, fordi den har bevaret så meget af sin oprindelige arabiske karakter.

 

Af Else Byskov, redigeret af Spanien i Dag

 

Klik her for at komme til interaktivt kort på ViaMichelin
 

Gaderne i byen ligger stadig som i 1500-tallet, da byen var rammen om en blomstrende arabisk kultur: stejle og ufremkommelige for motoriseret trafik.
Byen ligger desuden smukt på kanten af Axarquías vældige naturpark, så vi skal også ud at vandre i den dramatiske natur, der omgiver byen.

 

Byen ligger lige nord for Nerja

 

Et besøg i Frigiliana bør i disse digitale tider starte med, at man går ind på byens website for at orientere sig om alle herlighederne. På hjemmesiden www.frigiliana.es kan man foretage en virtuel rundtur, se skønne fotos og på alle måder få skærpet appetitten til det egentlige besøg.

Det første man bør gøre, når man ankommer til byen, er at slentre rundt i de gamle gader for at få en fornemmelse af atmosfæren. Noget af det første man ser er "El Ingenio" - den gamle sukkerfabrik, der med sin asymmetriske gavl ligger der som byens vartegn.

 

El Ingenio

 

Bygningen blev opført i starten af 1500-tallet som herskabsbolig for Larios-familien og blev først meget senere lavet om til sukkerfabrik. I dag er det den eneste fabrik i Europa, der fremstiller sirup af rørsukker 'Miel de Caña'.

Ligesom en almindelig sirup, kan den blandt andet spises på brød, pandekager eller bruges i bagværk. Det hører derfor med til et besøg i byen at tage et glas af denne søde sjældenhed med hjem.

 

Tarta de Miel de Caña

 

I El Ingenio er der også et keramikudsalg, hvor de har fine ting til salg - heriblandt smørkrukker. Så hvis man har det som mig, og ikke kan få smørkrukker nok, må man lige et smut derind.

 

Stort udvalg af keramisk brugskunst

 

Efter at have beundret El Ingenio går man op til venstre og lader sig fortabe i byens smalle gader. Først kommer man forbi 'Los Reales Pósitos' fra 1767 på venstre hånd. Her lå byens forrådskammer for korn, som man oplagrede i de gode tider for at dele det ud i krisetider.

Gå til venstre lige herefter og hen til kirkepladsen. Efter pladsen går gaden 'Chorruelo' nedad og efter ganske få meter kommer man til den gamle kilde på venstre hånd.

 

La Fuente Vieja

 

La Fuente Vieja er fra 1640. Gå tilbage til kirken og op langs med kirkens venstre side. Her ser man et skilt med 'La Bodeguilla', og selv om det ligner indgangen til et privat hjem, er det faktisk en passage ind til det mauriske kvarter 'El Barrio Mudéjar' eller 'Morisco', som tager én ind på de gamle charmerende gader.

 

Der er masser af smalle gader i byen

 

Det går op og ned, så gem stiletterne til en anden gang. Brug en times tid på at se byen, tag en forfriskning på en af barerne, se den fine gade 'El Zacatín' og gå op og se byens 'Centro Cultural' i den gamle 'Casa del Apero', som har en smuk gammel patio.

 

Tortur

Mens du går rundt og nyder det hele, bør du forberede dig mentalt på, at ”hvedebrødsdagene” snart er ovre, for inden længe skal vi bestige El Fuerte.

Det var på El Fuerte, at de sidste maurere forskansede sig, da de i 1569 blev fordrevet af de kristne. Over hals og hoved flygtede de ad den smalle stil op til El Fuerte, og da de så, at alt var tabt, kastede de sig i døden derfra med deres børn på ryggen for ikke at falde i de kristnes hænder. Det ville have betydet tortur og slaveri.

De blev dermed de sidste maurere, der blev fordrevet fra den iberiske halvø, idet langt de fleste var blevet tvunget til at forlade landet, da Granada faldt i 1492.

 

Bestigning af El Fuerte er ikke for svæklinge

 

En bestigning af El Fuerte er ikke for perlehøns og barberlærlinge, for der er 700 højdemeter at overvinde, men til gengæld er det en meget smuk og enestående tur.

 

Ny oplevelse

Turen starter bagved resterne af den gamle arabiske borg allerøverst i byen 'El Castillo de Lízar'. Der er faktisk ikke noget tilbage af borgen, idet man tog stenene til at bygge andre bygninger i byen, bl.a. El Ingenio. Det er lettest at komme op til El Castillo ad gaden 'Hernando el Darra', som er den gade, der går til højre lige efter, at man har passeret Los Reales Pósitos. Man går op ad gaden et par hundrede meter, indtil man i en passage på højre hånd ser et skilt, hvor der står 'Panorámicas'.

 

Billede som det ses på hjemmesidens virtuelle tour - klik her for at gå til den virtuelle tour
 

Her går man ind og op mod 'El Mirador'. Heroppe ligger The Garden Restaurant og bagved den går stien op mod 'El Castillo'. Det er lidt af en opstigning, men den går gennem fine haver, så der er nok at beundre – bl.a. nogle gevaldige drops ned til Higuerón slugten.

 

Spring i vandet på en varm dag

 

For at komme op på El Fuerte skal man over på den anden side af knolden, som borgen lå på, og når man er kommet op på toppen, ser man et stort vandreservoir 'El Pozo de Lízar'.

Man går hen forbi El Pozo til man kommer til den 'acequia', vandkanal, der "føder" reservoiret. Der er der en trappe, og den må man op ad, for den fører én lige ud på stien, der går op til El Fuerte. Afsæt små fire timer til turen, som er på ca. 6 km. frem og tilbage. Der er ikke noget at tage fejl af, så det er bare fremad...

 

På torvet spiser man godt

 

Nu tror man måske, at der ikke er mere at opleve, men sådan er det ikke; Næste dag bør man bestige 'La Cruz de Pinto', og det er en tur, som i dramatik og skønhed ikke lader bestigningen af El Fuerte noget tilbage.

For at bestige La Cruz de Pinto skal vi nemlig hen i "mellemkødet" på områdets to skønne floder: 'Río Higuerón' og 'El Río Chillar'.

Frigiliana ligger faktisk på kanten af Higuerón floden og turen op til La Cruz de Pinto er guf for sanserne – og et boost til kondien...

 

Cruz de Pinto

 

La Cruz de Pinto er et lille monument – ja en lille helligdom, der ligger på det højeste punkt mellem de to floder. Monumentet blev oprettet af en vis Capitán Pinto, der i starten af 1800 tallet i sit skib var i havsnød ud for Nerja.

 

Løfte under frygt

Der var dårlig sigtbarhed den dag, men kaptajn Pinto kunne hele tiden se knolden mellem floderne, og det gjorde, at han kunne orientere sig og styre klar af den farlige klippekyst. Han svor, at hvis han overlevede strabadserne, så ville han som tak lade en lille helligdom opføre på knolden. Han overlevede og opførte derefter trohjertet La Cruz de Pinto, som ligger der den dag i dag.

Turen op til La Cruz starter atter foran El Ingenio. Vi vender os nu mod højre og ser til højre for Unicaja en vej, der starter mellem to huse. Det er her, vi skal ned, og det sjove er, at man efter at have stået midt i Frigiliana efter blot 100 meter befinder sig lige midt i den vildeste natur.

Vi følger vejen ned til venstre og så snart vi kommer til huset Los Tajos i svinget ser vi et par skilte der peger ligeud ad en smal sti; der står bl.a. Río Higuerón.

 

To gamle charmerende "vejvisere"

 

Medbring bikini

Vi skal nu ud på en af de mest spændende stier, jeg kender. Stien går lige ud i starten, men det går stejlt ned til højre, og der skal kravles lidt ind i mellem. Flodsengen ligger langt under os, men den sti er bare fantastisk. På et tidspunkt kommer vi forbi en hule, og stien snor sig nedad, indtil vi kommer ned, hvor det går lige ud.

Vi går mod venstre og følger stien hen til Frigilianas store vandreservoir, som på varme dage vist stadig bliver brugt som svømmepøl for byens ungdom.

 

Río Higuerón bliver brugt til varme fødder

 

Vi går forbi vandbassinet, og efter ca. 100 m. ser vi på højre hånd et stort skilt med 'Sendero Frigiliana - Fuente del Esparto'. Den skal vi tage, og nu går det op ad den stejle flodbrink i en lille halv time. Når vi kommer op, har vi det pragtfulde landskab mellem floderne for vores fødder, og nu tager vi stien til højre, altså i retning af havet.

Vi følger stien, der går lige ud og lidt opad. På et tidspunkt kommer vi til et sted, hvor det begynder at gå svagt nedad, og nu kan vi se en lille hvid plet på knolden i det fjerne. Det er La Cruz de Pinto. Stien "vander lidt ud", men vi skal bare nedad i retning af havet.

 

Venstre om knolden

Lidt efter kommer der igen en sti, og den tager os ned til 'El Corral de Pinto' - det var en gård, der engang lå her. Nu er det en ruin, der vidner om, at man her har haft kvæghold. Vi går ned forbi El Corral ad en fin sti og skal nu bare følge den nogle hundrede meter.

På et tidspunkt bliver stien bred og hvis man vil fortsætte ned til Nerja, skal man bare gå lige ud. Men vi vil jo op til La Cruz, så vi skal til venstre, hvor tre el-ledninger passerer over vores hoveder, og hvor der er en lille varde ved foden af et træ. Vi skal forestille os, at vi skal venstre om knolden.

 

Udsigten fra Cruz de Pinto

 

Når vi først har fundet stien, er der ingen problemer med at finde vej, og det er en fantastisk sti, der nu går opad til La Cruz de Pinto. Udsigten deroppefra ned over Nerja og kysten er helt fantastisk, og det er sjovt at se, hvor tæt vi er på Frigiliana, som ligger på den anden side af slugten.

 

Picnic med panoramaudsigt

Vi plejer at spise vores medbragte oppe ved La Cruz, mens vi nyder synet af bjergene og havet og sender den stakkels kaptajn Pinto en venlig tanke.

Når vi har set og spist os mætte, skal vi ned igen, og den første del af returvejen går hen til El Corral. Herfra tager vi ikke samme rute tilbage, idet vi går ligeud med retning mod slugten i stedet for at gå op til højre, hvor vi kom fra.

Det er en langt kortere vej på en fin sti, og på et tidspunkt er der en gaffel – her skal vi holde til højre. Nu går det lystigt nedad slugtens sider, og jeg siger ikke, at det ikke af og til er lidt stejlt. Men det er ikke mere vildt, end at det bare er sjovt.

 

Hvad siger gemalen?

Når vi kommer ned i bunden af slugten, skal vi gå til højre. Det er en typisk flodseng, vi nu går i, og på siderne er der et par haver. Det er et ganske specielt sted. Vi fortsætter til vi kommer til cementvejen, der med en kraftig stigning fører os tilbage til Frigiliana. Jubii for en fantastisk tur. Vi tager nu lige en forfriskning på bar Virtudes på venstre hånd, så snart vi kommer tilbage til byen.

Da jeg kommer hjem fra den fantastiske tur til Frigiliana med min lille pakke under armen bliver jeg af gemalen konfronteret med spørgsmålet: "Nu har du vel ikke købt flere smørkrukker"?

 

Tusind tak til Else Byskov.

 

-----------------

Opskrift

Sirupskage - Tarta de Miel de Caña

Ingredienser:

Tærtebund:
200 gram mel
100 g koldt smør
1 æggeblomme
1 spsk koldt vand

Fyld:
450 g Miel de Caña
30 gram smør
2 æg
3 spsk fed fløde
Revet appelsinskal fra en appelsin
5 spsk rasp

 

Tilberedning:

Forbered dejen til bunden først.
Sigt melet og tilsæt smørret skåret i små stykker. Ælt dejen, indtil den minder om brødkrummer.

Tilsæt æggeblommen under æltning. Når dejen kan formes til en kugle, tilføjes en spiseskefuld koldt vand hvorefter der kun æltes en smule mere.

Rul dejen til en glat bold, pak den ind i film og sæt den i køleskabet i mindst en halv time.

Forvarm ovnen til 180 º C. Læg dejen mellem to stykker bagepapir og rul den ud med en kagerulle. Læg bunden i en smurt tærteform, tilpas den godt og skær overskydende dej væk. Dæk bunden med bagepapir (brug evt. nogle vægte til at holde bagepapiret tætsluttet til dejbunden så den ikke brændes) og bag den i 15-20 minutter.
 

I mellemtiden forberedes fyldet: Varm Miel de Caña i en gryde uden at koge den. Tag gryden af varmen og tilsæt smør og rør indtil smørret er smeltet.

Pisk æg og fløde og tilsæt den revne appelsinskal. Den tidligere varmede masse tilsættes lidt efter lidt mens der piskes og til sidst tilsættes rasp.

Tærtebunden tages ud af ovnen (fjern eventuelle vægte) og fyldet hældes i. Siden bages kagen i 25 minutter. Kagen kan hæve en smule, men den skal ikke blive hård.


Serveres lun sammen med vanilje-is, flødeskum eller cremefraiche. Velbekomme!

 

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque