Rundt med rygsækken

PrintPrint Share this
OPLEVELSE: Afskedssalut fra den tidligere praktikant, der sniger sig til succes på Caminoen, går sulten i seng og alligevel kommer hjem med et godt grin.

Det ville kræve en mindre bog at beskrive de seks måneder, jeg tilbragte som praktikant på Radio Solymar og Spanien i Dag. Derfor får I nu en mere overskuelig beretning om mine sidste to uger som backpacker og vagabond på den iberiske halvø.

 

Tilgængelig for gangbesværede

 

Jeg havde købt en flybillet hjem til Danmark fra San Sebastián, og dette køb udgjorde hele forberedelsen til min rejse.

 

Af sted til Portugal

Efter afskeden med kolleger og andet godtfolk fra Costa del Sol satte jeg kursen mod Lissabon. Jeg ankom sidst på dagen og nåede derfor ikke at foretage mig meget.

 

Jeg kunne blot konstatere, at jeg blev tilbudt cannabis mere eller mindre konstant. En gåtur på en halv time resulterede i cirka ti tilbud. Senere fandt jeg ud af, at man må have fem gram hash eller 25 gram pot på sig i Portugal, uden det er en strafbar forbrydelse. Det vil sige, at det bliver takseret som en lovovertrædelse på niveau med ulovlig parkering.

 

Dag nummer to i Lissabon havde jeg afsat til at lege turist. Mit første mål var Republik- og Modstandsmuseet, som beskæftiger sig med Portugals overgang til demokrati. Det var en blandet oplevelse. Museet var meget lille, og der var kun informationer på portugisisk. Til gengæld var det gratis.

 

Der var dog også en engelsktalende mand til stede, der fandt en bog på engelsk, som jeg kunne læse lidt i. Efter et stykke tid lagde jeg bogen fra mig og fik en snak med manden, der meget velvilligt svarede på mine spørgsmål om landets forvandling fra diktatur til demokrati.

 

Ørn med stuearrest

Min indre sportsnørd skulle dog også forkæles, og det blev den så sandelig også. Kun få hundrede meter fra Republik- og Modstandsmuseet ligger Estádio de Luz, hvor Benfica, der er en af Portugals største klubber, spiller sine hjemmekampe.

 

Estádio de Luz: Her tabte Portugal EM-finalen til Grækenland i 2004

 

Besøget hos Benfica begyndte med en rundvisning på klubbens imponerende stadion, hvor jeg fik lov til at komme ganske tæt på holdets maskot, ørnen Victoria.

 

Det er ikke en udstoppet udgave af fuglen; den var skam sprællevende, men den var bundet fast til sin pind. Hun flyver mellem tre og fire omgange rundt over tilskuerne inden hver hjemmekamp, og hun afslutter turen ved at lande i midtercirklen.

 

Maskotten er klar til at flyve, hvad enten der er kamp eller ej 

 

Det var dog ikke den sædvanlige ørn, der sad på pinden i dag.

 

Det var ørnesuppleanten, som var udpeget til flyve rundt på Estádio de Luz næste hjemmekamp, fordi Victoria havde fået stuearrest. Hun havde nemlig været så fræk at flyve seks omgange, hvilket er to mere end det tilladte, og så falder Benfica-hammeren.

 

Benfica har vundet imponerende 32 portugiske mesterskaber

 

Benfica har også et særdeles gennemført museum, som jeg besøgte efter stadionturen. Det kan varmt anbefales til alle fodboldentusiaster. Det blev dog en anelse for detaljeret for mig, da jeg så en beskrivelse af ulykken på Tjernobyl og et stykke af Berlinmuren.

 

Personalet forklarede mig, at det var for at illustrere, at Benfica forandrer sig sammen med verden. Jeg kan dermed slå fast med syvtommersøm, at Benfica ikke ligger under en osteklokke, der ophæver tid og rum.

 

Underligt nok har Berlinmuren fundet vej til Benficas museum

 

Nordpå til rivalerne

”Lad være med at tage til Porto, det er fjenden,” sagde en fyr fra Lissabon til mig. Men det gjorde jeg alligevel, og det var en god beslutning.

 

Estádio do Dragão fik en grundigt ansigtsløft inden EM i 2004

 

Selvom et besøg hos Benficas ærkefjender fra Porto slet ikke kunne leve op til oplevelsen hos Benfica, er det et stadig et besøg værd for fodboldinteresserede. 

 

Døren til omklædningsrummet åbnes med fingeraftryk

 

Jeg studsede over indgangen til spillernes omklædningsrum. Spillerne skal nemlig afgive fingeraftryk for at komme ind. Hvis de ikke er udtaget til kampen, så kan de ganske enkelt ikke komme ind.

 

Portvinens vugge

Bag rækken af træer, ligger mange af Portos "vin-huler"

 

For de mere gastronomi-interesserede er der også en del at komme efter i Porto. Det koster beskedne fem euro at besøge en af de mange portvinsproducenter, der alle ligger ved siden af hinanden i gåafstand fra byens centrum. Guiden på turen fortalte, at Danmark er det største marked for portvin, hvis man selvfølgelig fjerner Portugal fra listen.

 

Her står flere tusinde liter portvin i flere år, inden det kommer på flaske

 

Turen varede små tre kvarter, og den sluttede selvfølgelig med smagning af to af husets portvine – en hvid og en rød. Den hvide kan jeg absolut ikke anbefale, men den røde var helt okay. Når det er sagt, skal producenterne nok ikke regne med mig, hvis deres eksporteventyr til Danmark skal fortsætte.

Fedt på en tallerken

Tom mave anbefales, hvis du vil besejre kaloriebomben

 

Francesinha er måltidet, du skal holde dig fra, hvis du har et for højt kolesteroltal. Hvis du ikke har det, vil jeg klart anbefale denne lokale specialitet fra Porto. Francesinha består i al sin fedtethed af en slags sandwich med skinke, pølser eller oksekød, alt efter hvilken etage du kigger på.

 

Sandwichen har et lag af smeltet ost oven på sig, med en spejlæg som kronen på værket. Men der skal selvfølgelig også være en krans af pommesfritter rundt om. Restauranten Café Santiago laver nogle af byens bedste.

 

Omvendt camino

Dansk geografi er ikke det, der optager portugiserne mest

 

Jeg er glad for, at jeg kun skulle videre til Santiago de Compostela, for i Portos busterminal har de ikke specielt godt styr på den nordeuropæiske geografi.

 

Caminoens sidste kilometer i udkanden af Santiago de Compostela

 

Men jeg havde heller ikke særligt godt styr på Santiago de Compostela. Jeg foretog mig ikke meget i byen, udover at snørre gummiskoene og gå de sidste tre kilometer af den berømte Camino.

 

Da jeg nåede frem til katedralen var det et følelsesmæssigt inferno af glade pilgrimme, der tog billeder af hinanden. Enkelte begyndte også at græde, da de var nået frem.

 

Tusindvis af pilgrimme ender deres camino på kirkepladsen

 

Jeg listede mig også til at få taget et billede af mig selv foran katedralen, som jeg smed på facebook for at bilde mine venner ind, at jeg også havde gået op mod 1.000 kilometer fra Irun til Santiago de Compostela. Det var desværre ikke alle, der hoppede på den.

 

Del lokale specialitet

Hvis du kommer til Galicien, må du ikke snyde dig selv for den lokale specialitet ”Pulpo a la gallega”. Jeg havde aldrig tidligere smagt andet end panerede, friturestegte blæksprutteringe, så at smage blæksprutte, uden at den først havde været i ”lastbilchaufførenes ønskebrønd”, var en fantastisk oplevelse.

 

Der er massevis af såkaldte blæksprutteriaer i byen

 

Det var også første gang, jeg har spist på et decideret blæksprutteria.

 

Helvede i Gijón

Jeg havde haft problemer med mit visakort, siden jeg forlod Andalusien. Men ikke større, end jeg kunne gå ind i en bank med mit kort og pas og så hæve penge alligevel. Det kunne jeg også i Portugal. Men i Gijón gik den ikke længere.

 

Det gamle ordsprog med, at én ulykke sjældent kommer alenekom til sin ret. Jeg blev først klar over problemet, da jeg havde 25 euro på lommen. Jeg blev derfor nødt til at aflyse min udflugt til den fantastiske nationalpark Picos de Europa.

 

Jeg ringede til min bank og bad om hjælp. De kunne lave en turistoverførsel til min spanske bankkonto, så jeg ville have pengene i løbet af 24 timer. Men efter jeg havde bestilt turistoverførslen, blev jeg ringet op og fik beskeden, at de alligevel ikke kunne lave den hurtige overførsel, fordi jeg havde adresse i Spanien.

 

Så ringede jeg til den til den altid lydhøre, barmhjertige, empatiske Torben Wilkenchildt, som i øvrigt er rigtig god til at lave mad.

 

Han smed en økonomisk redningspakke af sted til min spanske bankkonto, og siden vi var kunder i samme bank, havde jeg pengene med det samme. Men da jeg gik lettet hen mod banken klokken 13, fik jeg en lang næse.

 

Bilbaos hyggelige gader fik mig til at glemme Gijón

 

Gijóns festuge ”Semana Grande” var i fuld gang, så bankerne lukkede klokken 12. Og i løbet af sådan en festuge, var 25 euro ikke nok til en enkelt overnatning på selv det mest usle hotelværelse.

 

Til sidst fandt jeg dog et sted, hvor jeg fik lov til at betale resten af regningen dagen efter. Jeg slog til, gik i seng på tom mave, men kom til kontanter dagen efter.

 

Baskernes bastion

Jeg havde travlt med at komme videre fra de dårlige oplevelser, så jeg var glad for at nå frem til Bilbao. Byen var beskidt på en charmerende måde - specielt i den gamle bydel. Guggenheim-museet, som alle på vandrehjemmet talte om, fik jeg ikke set. Uden sikkerhed for at jeg kunne hæve penge igen, turde jeg ikke bruge mange af dem.

 

Jeg havde dog sat et beskedent beløb af til en tur i byen med en gruppe mennesker jeg ikke kendte på forhånd.  De kom fra couchsurfing, som Spanien i Dag tidligere har skrevet om.

 

Gruppen var en mærkelig blanding af bøsser, baskiske nationalister og rejsende som mig. Men alle var meget søde, og det hele endte med en privatfest i en af de fastboendes lejlighed. Det var en fremragende måde at slutte rejsen af på.

 

Baskere er kendt for at være lukkede, men det gælder bestemt ikke alle

 

Næste dag bød kun på en kort bustur til San Sebastián, hvor jeg fløj hjem fra. Og det blev med et smil på læben for en af de sidste personer, jeg så, var ham her:

 

 

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque