Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kære læsere: Godt nytår 2014

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 28/12/2013 - 00:05

Bolig Klumme Samfund og Politik


2013 har på mange måder været et svært år at komme igennem. Når man sidder i en nyhedsredaktion - og samtidig har tætte bånd til Spanien...

2013 har på mange måder været et svært år at komme igennem. Når man sidder i en nyhedsredaktion - og samtidig har tætte bånd til Spaniens hjælpeorganisationer – er det svært, ikke at lade sig påvirke af de svære forhold, som alt for mange familier og børn har levet under i 2013.

 

I øjeblikket ser det heller ikke ud til, at deres vilkår bliver meget bedre i det nye år. Ganske vist viser de økonomiske indikatorer tegn på bedring i Spanien, men i følge Kim Asger Olsen, Origo i Luxembourg, vil det først kunne mærkes i 2015 – omendt svagt.

 

Og hvornår de arbejdsløse familier vil få glæde af det, og derved de nødvendige indkomster, er stadig uvist. Der mangler stadigvæk flere reformer i arbejdsmarkedslovgivningen for at tiltrække investorer til produktion i Spanien.

 

Du kan høre Kim Asger Olsens vurdering af både Spaniens og Verdens situation i nytårsudgaven af Radio Solymar Weekly.

 

Skatteforhold

Det har også været et svært år for mange danskere, der bor i Spanien. Det spanske skattevæsen har fået fikse idéer og har underkendt hidtidig praksis om den skatteberegning, som har fundet sted i årevis omkring pensionsindtægter.

 

Hvad værre er, at vurderingerne er forskellige fra skattedistrikt til skattedistrikt. Der har med andre ord ikke været et fælles regelsæt at holde sig til. Det har skabt en sådan usikkerhed, at mange danskere har valgt at fraflytte Spanien.

 

Det er vel ikke lige det, som Spanien aktuelt har brug for?

 

Ejendomsmarkedet

Boligejerne, der gerne vil sælge, har også haft endnu et svært år. Sværest har de, der skylder mere i lån end handelsværdien, selvfølgelig haft det. Men også for de mange, der bare gerne vil beholde skindet bedst muligt på næsen, har det været svært.

 

Det er som om, at købermarkedet bare har ventet på, at priserne ville falde yderligere.

 

Nu er der håb forude, hvis man skal tro Hanne Egaa, der er områdedirektør i Nykredit International. Hanne Egaa har en sjælden god fod på det spanske boligmarked, og med hendes spådom for 2014, tyder meget på, at vi nu har nået bunden.

 

Det er selvfølgelig en nyttig information for dem, der gerne vil købe bolig i Spanien – men også for boligejerne, der gerne vil have solgt.

 

Du kan også høre Hanne Egaas vurdering af boligmarledet i 2013 og spådommen for 2014 i nytårsudgaven af Radio Solymar Weekly.

 

Radio Solymar

2013 har heller ikke været nogen dans på roser for os, siden det i sommeren blev klart, at DR Sydeuropa ikke kunne fortsætte.

 

Flugten fra ordningen var ikke til at stoppe og især ikke efter, at DR havde ført både abonnenterne og os bag lyset ved i februar at ændre de kanaler, som abonnenterne havde betalt for på forhånd.

 

Da vi den 25. juli informerede vores abonnenter om, at ordningen ville stoppe, sagde jeg til mine nærmeste: - Jeg vil gerne give de næste seks måneder af mit resterende liv for, at det nu er den 1. januar 2014.

 

Jeg vidste, hvor mange problemer det ville give for mange af vores abonnenter. Ganske mange er jo godt og vel seniorer, der ikke havde internet og som skulle overvinde den nye teknologi.

 

Der kom da også den telefon- og mailstorm, som jeg havde ventet og i vores lille organisation måtte vi alle koncentrere os om at hjælpe abonnenterne videre, så de fortsat kunne se dansk TV.

 

I den forbindelse vil jeg gerne udtrykke en tak til Radio Solymars medarbejdere, der har arbejdet ekstra, for at vi stadigvæk kunne udgive Spanien i Dag hver dag.

 

Nu er de fleste abonnenter heldigvis kommet på plads, så de fortsat kan se dansk TV efter nytårsaften. Nogle har valgt den løsning, som vi har peget på – andre har valgt andre løsninger.

 

Det vigtigste for mig er da også, at problemet er løst for de fleste abonnenter, der enten bor fast i Spanien, Portugal, Italien, Frankrig, Schweiz etc. - eller er på midlertidige ferieophold i de pågældende lande.

 

Spanien i Dag

Jeg vil gerne sige tak for de mange positive tilkendegivelser, som vi nærmest dagligt modtager om vores daglige avis. Vi kan da også se på statistikkerne, at besøgstallene bare stiger og stiger. Der er mange læsere i både Spanien og Danmark og flere og flere sniger sig da også ind fra både Sverige og Norge. Det er vi selvfølgelig meget glade for.

 

Vi vil gerne gøre Spanien i Dag endnu bedre. Blandt andet kunne hjælpe læserne med svar på flere spørgsmål omkring forholdene i Spanien.

 

Alt kræver resourcer – altså penge – og mens anonncemarkedet fortsat er i bund i Spanien, er vi i øjeblikket i gang med de sidste overvejelser om, hvordan vi skal indbygge en brugerbetaling for visse af faciliteterne i Spanien i Dag for at gøre det bæredygtigt.

 

Det er jo så ikke noget nyt i medieverdenen. Alle andre medier har været tvunget til at gøre det samme.

 

Jeg håber selvfølgelig, at vores læsere med forståelse vil tage godt i mod det.

 

Día de los innocentes

I dag – den 28. december – er det spaniernes '1. aprilsnar'. Her er det tilladt at fuppe løs på alle leder og kanter...

 

Læs her vores tidligere artikel om fuppedagen

 

Gennem de tidligere år, har vi på Día de los innocentes publiceret en fup-historie blandt vores nyheder og lovet en 'måske fup-gave'. Helt fup var det nu ikke: sidste år blev det en vingave og året før en culotte-steg...

 

Det er der så desværre ikke plads til i denne lørdagsklumme.

 

I stedet vil du få denne historie, som du selv må vurdere, om den er sandfærdig eller det rene fup...

 

Hjemmekirker?

Hellig ejendom er fritaget for skatter og afgifter, og det har fået mange spanske familier til at overveje, om de kan omdanne deres stue til et kapel.

 

Men den går ikke.

 

Man kan kun slippe for skat, hvis man beder til Herren i Kirken, og de katolske overhoveder afviser på det kraftigste at anerkende disse 'bede-stuer' som helligdomme, hvis ikke bønnerne ledes af en 'behørigt ordineret præst'.

 

Så kan det være bedre at omdanne sit hus til en NGO eller kultursted, hvor hele familien, onkler, tanter, kusiner og bedsteforældre er medlemmer. Dette er nemlig ikke kun kirken, der er fritaget for at betale ejendomsskat.

 

Også ambassader, kultursteder, offentlige bygninger og halvprivate skoler er fritaget for ejendomsbeskatning.

 

Men det er ikke kun spanske familier, der kigger skævt til de katolske fritagelser i skatteloven.

 

Også kommunerne, der i disse hårde kriseår finkæmmer folkeregister og ejendomsregister i sin desperate jagt på enhver sort euro, der prøver at undslippe sig beskatning, har et godt øje til de formuende helligdomme.

 

I Zamora kræver kommunen, at kirken betaler renovationsafgift, og i Valladolid har byens konservative borgmester, Francisco Javier León de la Riva, bedt et udvalg undersøge, om der fortsat er belæg for, at kirken er fritaget for at betale ejendomsskatter.

 

Hvis kirken skulle betale ejendomsskat, ville det give en indtægt til kommunerne på hen ved tre milliarder ekstra om året.

 

Kirkens skattefritagelse går tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede, hvor det blev indført som en kompensation for fjernelse af kravet om betaling af tiende.

 

Formanden for venstrefløjskoalitionen IU, Cayo Lara, har indsamlet 33.000 underskrifter på et krav om, at kirken skal betale skatter og afgifter, ligesom det er sket i Italien...

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly ønsker dig en god weekend og det bedst mulige lykkebringende nytår 2014.

Torben Wilkenschildt

 

 

Kommentarer

Hi hi, sjovt og opfindsomt:-) Meen selvom Spanien er langt ude så er historien her endnu længere....

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.