Med Else på Montefrío

PrintPrint Share this
Det kolde bjerg, Santa Fe og maurernes sidste bastion

På en klar vinterdag, hvor frosten bider i kinderne, er et besøg i Montefrío i bjergene bag storslåede Granada en helt speciel oplevelse. Bagefter venter et besøg i den lille forstadskommune Santa Fe, der blev anlagt under katolikkernes belejring for over 500 år siden – og ikke mindst en smagsprøve på byens berømte kager.

 

Dele af turen er tilgængelig for gangbesværede og assisterede kørestolsbrugere

 

Hør interview i bunden af artiklen

 

Af Else Byskov, foto af Erik Gadegaard og Else Byskov

 

Montefrío, Det kolde bjerg, ligger cirka 30 kilometer nordvest for Granada og er helt speciel på grund af den karakteristiske skrånende klippe, som troner over landskabet med en katolsk kirke som kransekagefigur.

 

Det sidste grænseland

 

Vi er midt i det sidste grænseland mellem de muslimske maurer og de katolske kristnes indtog i Granada-provinsen.

 

Montefrío faldt i de kristnes hænder i 1486, fem år inden Granadas fald den 2. januar 1492. I dag gør byen en ære ud af at være ”la última frontera” (den sidste grænse, red.), og den fint restaurerede kirke på toppen af klippen er indrettet som informationscenter om La Reconquista – de kristnes generobring af Spanien fra maurerne.

 

Derfor er et besøg i Montefrío ikke kun en kulturel og naturmæssig godbid, men også et indblik i Spaniens blodige historie.

 

Kirken er placeret lige oven på det, der engang var et maurisk fort, og det var her nogle af de sidste maurere holdt stand mod de kristnes generobring af området. Det var også her maurerne måtte overgive sig og vælge omvendelse til kristendommen eller gå i landflygtighed.

 

Let adgang

Et besøg i Montefrío kan passende begynde med, at man ser lidt på byens website

 

Her kan du skærpe appetitten og få et overblik over seværdighederne. Du kan også læse, at byen har en kvindelig borgmester, og at det var den første by i Spanien, der fejrede kvindernes internationale kampdag den 8. marts.

 

Montefrío er let at komme til. Fra motorvejen mellem Granada og Antequera tager du afkørsel 211.

 

”Det kolde bjerg”

Montefrío set fra syd

 

Hvis du kommer fra syd, ser du klippen med kirken på toppen i det fjerne, lige inden du når selve Montefrío. Først tror du, det er løgn - for sådan et syn har du med garanti ikke set før.

 

I byen kan du holde på p-pladsen 'Gran Capitán' ved at følge skiltet med ”aparcamiento”, som kan ses, lige efter du har passeret den runde kirke.

 

Vi starter besøget med at gå op til turistkontoret, der ligger i en smuk gammel bygning skråt over for den runde kirke. Her finder du en del gode brochurer over byen og området

 

Turistkontoret ligger i denne smukke bygning

 

Foran kontoret sidder en ældre herre og fletter fine kurvesæt, som han sælger for tre euro for tre styk, så det hører med til et besøg i Montefrío at købe sådan et stykke håndværk.

 

Vi starter i den runde kirke, La Iglesia de la Encarnación, som blev færdig i 1802.

 

La Iglesia de la Encarnación er inspireret af Pantheon i Rom

 

Kirken er bygget med Pantheon i Rom som forbillede, og det er let at se både ude- og indefra. Til forskel fra Pantheon har kirken dog et tårn hæftet på den ene side. Inde i kirken er der kun ét stort kuplet rum, og det er meget anderledes end andre kirkerum. Det har en fantastisk akustik, og derfor er bystyret nu begyndt at opføre koncerter i kirken til glæde for de musikinteresserede.

 

Hilsen fra Franco-tiden

Uden for kirken ser man til sin undren, at navnet Jose Antonio Primo de Rivera er hugget ind i muren. Han var søn af Spaniens diktator Miguel Primo de Rivera, som var ved magten fra 1923 til 1930.

 

José Antonio Primo de Rivera grundlagde Falangistbevægelsen ”La Falange Española” – et nationalistisk, fascistisk parti. Han blev dermed den spanske fascismes chefideolog. Da Fransisco Franco – bedre kendt som General Franco - kom til magten i 1939, overtog han Falangens ideologiske grundlag.

 

Under hele Franco-tiden blev José Antonio hyldet som både filosof og martyr, eftersom han blev henrettet af republikanerne i 1936, borgerkrigens første år. I Montefrío får vi altså lige en hilsen fra Franco-tiden midt på kirkemuren.

 

Nu skal vi op og bese borgen og kirken deroppe på toppen, så vi vandrer op ad Plaza de España og forbi byens rådhus, der ligger i et tidligere kloster. På vejen op passerer vi et sted med en masse små kapellignende huller, der er hugget ind i klippen. I Middelalderen blev de brugt som gravpladser.

 

Mod borgen passerer du huler, der i Middelalderen fungerede som gravsteder

 

Lidt senere kommer vi forbi resterne af nogle huse, der stammer fra de tidligere bebyggelser inden for fæstningsværket.

 

Under La Reconquista faldt Montefrío uden kamp. Maurerne havde indset, at den katolske hærs overmagt var for stor. De fleste overgav sig og lod sig omvende.
På toppen af klippen kan du se resterne af den gamle mauriske fæstning og den fine nyrestaurerede kirke.

 

Udsigt ud over Montefrío fra El Castillo

 

Kirken skaffede soldater og penge

Inde i kirken er der fine informative plancher, og der bliver vist en video på engelsk om maurernes sidste dage og La Reconquista; den kristne generobring af Spanien.

 

Fordrivelsen af maurerne blev ledet af kongeparret Isabel og Fernando, ”Los Reyes Católicos”, og sluttede officielt, da Granada faldt i januar 1492. Herefter blev landet officielt erklæret for generobret.

 

Men hvorfor blev en militær aktion egentlig koblet sammen med katolicismen? På plancherne inde i kirken bliver det forklaret, at det var den bedste måde at skaffe soldater og penge til krigen. Man lavede en ”overenskomst” med kirken om, at den skulle give aflad og syndsforladelse til de, der enten lod sig hverve som soldater eller gav pengegaver til kirken. Nogle af disse afladspenge blev så kanaliseret over til den militære aktion. Dermed havde man både finansieret og bemandet hæren samt vundet sjæle til de magtfulde kristne.

 

Der knytter sig også en pudsig historie til selve kirken, som jo blev opført inde i fæstningen efter maurernes fald. Nu skulle man jo vise kristendommens overlegenhed over Islam, og det gjorde man bedst ved at opføre store kirker lige oven på resterne af den arabiske kultur.

 

Kirken stod færdig i 1507 og var derefter byens kirke – La Iglesia de la Villa. Her samledes byens kristne til messe hver søndag - men en dag i slutningen af 1700-tallet slog lynet pludselig ned midt under gudstjenesten, og en del af taget faldt ned over menigheden. Heldigvis kom ingen til skade, og lynnedslaget blev derfor tolket som et mirakel og en gave fra gud.

 

Kirken forfaldt med årene, da der ikke var midler til at vedligeholde bygningen. Det var først i slutningen af 1990'erne, at kirken blev restaureret, men nu som turistcentrum, hvilket der jo givetvis også er flere penge i, end der er i en kirke.

 

De specielle klippeformationer neden for Montefrío

 

Udsigten fra borgen er helt fantastisk, og når du skuer ud over landskabet, kan du se oliventræer overalt. Det kan anbefales at købe noget af den lokalt producerede olivenolie med hjem – måske som en lille værtindegave?

 

Nu gælder det vores hotel, La Enrea. Det er byens førende og muligvis eneste hotel.

 

Hotel la Enrea

 

Hotellet er enkelt og uprætentiøst, og med en pris på 65 euro inklusiv morgenmad for to kan vi ikke klage. Vi spiste aftensmad på hotellet og blev ganske rørte over den gode mad og de lave priser på både mad og vin.

 

Bonustur

Efter en lille siesta kan du med fordel begive dig ud på endnu en byvandring.

 

Byen set fra El Mirador de las Peñas

 

Gå ned ad gaden Miguel Carralcazar, som senere bliver til Cruz del Pozo. Nede i bunden kommer der en slugt med nogle helt specielle klippeformationer. Drej til venstre og følg vejen, der inden længe fører hen til p-pladsen Gran Capitán, hvor vi startede.

 

Gå herfra op i byen igen ad hovedgaden Calle Alta, som fører op til de tre seværdigheder i byens østlige ende: El Pósito (det gamle kornlager – i dag kulturhus), El Convento de San Antonio (kloster – i dag gastronomisk center) og tilhørende kirke.

 

På vej tilbage til hotellet finder du et rødt skilt på venstre hånd, der viser op til El Mirador de las Peñas. Den lille cementvej drejer til højre forbi huset ”La Curra” hen til El Mirador, hvorfra der er en forrygende udsigt over byen og til klippen med borg-resterne og den runde kirke.

 

Ved El Mirador er der huler

Langs stien er der huler hugget ind i klippen, og foran en af dem er der bygget et helt hus.

 

Hule med hus foran

Snydt for arkæologi

Dagen efter kan du køre ned mod El Hachuelo; et lille bjerg, der ligger et par kilometer syd for byen. Drej til højre, hvor der står Camino del Hachuelo, opad og til højre, hvor der står Cruz del Hachuelo. Herefter kommer en lille vigeplads, hvor du kan parkere ganske tæt på toppen. Derefter tager det kun små 20 minutter at nå derop til fods.

 

Her er ikke nogen rigtig sti, men det er ikke svært at gå i det visne græs. På toppen er der en fantastisk udsigten ned over byen og ud over landskabet.

 

Else på El Hachuelo med Montefrío i baggrunden

 

På turistkontoret fik vi at vide, at der øst for byen skulle være et fantastisk landskab, der rummer arkæologiske rester helt tilbage fra stenalderen. Stedet hedder La Peña de los Gitanos, og der skulle tilmed være jættestuer (dólmenes) samt vandremuligheder. Vi kører derfor i retning af Illora, og ser da også et skilt, der viser hen til La Peña.

 

Men pludselig er der en kæde over vejen, og selv om man krydser kæden til fods, går der ikke længe, før man må give op. Området er kommet på private hænder og er helt afspærret. Der er simpelthen ingen adgang, men det sagde de intet om på turistkontoret. Surt show!

 

Santa Fe bygget som katolsk lejr

Nu gælder det Granada-forstaden Santa Fe, som ligger 13 kilometer vest for Granada, hvor La Reconquista sluttede.

 

Det var her, det katolske kongepar Isabel og Fernando havde deres lejr under besættelsen af Granada. Lejren blev bygget i 1491 som en kvadratisk teltlejr med fire porte mod hvert verdenshjørne. I dag er byens grundplan præcis som for over 500 år siden, og de fire porte står der stadig.

 

Det katolske kongepar havde slået lejr med 60.000 mand for at belejre det mauriske Granada.

 

Santa Fe er interessant, fordi den centrale del af byen stadig er udlagt, som lejren var dengang. Gaderne svarer til lejrens gader, og husene ligger, hvor teltene engang stod. Den centrale plads med en kirke og kongeparrets bolig ligger der stadig. I sin tid havde lejren også en mur og en voldgrav hele vejen rundt, men muren er nu væk og erstattet af mange rækker huse.

 

Tudede som en kvinde

For at afslutte La Reconquista skal det siges, at den sidste mauriske kalif, Boabdil, afleverede nøglen til Granada til Isabel og Fernando den 2. januar 1492 uden kamp. Det siges dog, at han græd som en kvinde over, at han ikke kunne forsvare byen som en mand.

 

Kirken i Santa Fe

 

Ulykkelig måtte Kaliffen drage i eksil i Nordafrika, hvor hans forfædre var kommet fra 800 år forinden. I det sidste bjergpas, hvorfra man kan se Granada, skulle han ifølge fortællingen havde vendt sig om mod sin elskede by med pragtboligen Alhambra, sukket og fældet sine tårer.

 

Bjergpasset hedder den dag i dag ”El suspiro del Moro” – maurerens suk.

 

En af de centrale gader med østporten i baggrunden

 

Om Santa Fe skal det også siges, at det var præcis her, Isabel og Fernando den 17. april 1492 underskrev den kontrakt med Christoffer Columbus, der gjorde ham i stand til at drage over Atlanten med sine tre små caraveller. Det førte som bekendt til ”opdagelsen” af Amerika den 12. oktober 1492 – en dato der stadig højtideligholdes i hele den spansk-talende verden: El día de la Hispanidad.

 

År 1492 gik senere over i historien som Annus Mirabilis: Miraklernes år. Udover opdagelsen af Amerika var det nemlig også det år, hvor maurerne og jøderne blev smidt ud af Spanien.

 

Rosinen i pølseenden

Men Santa Fe har endnu mere at byde på – og nu kommer vi til det søde... Byen har ikke færre end tre fremragende konditorier med et overdådigt udvalg af kager.

 

Østporten leder til kagerne

I nærheden af østporten ligger Sr. Yslas Konditori, som blev etableret i 1897 – altså for over 100 år siden. Det var Yslas, der opfandt el pionono-kagen, som skulle være inspireret af mauriske kager.

 

Et besøg i Santa Fe bør derfor inkludere en pionono fra Sr. Yslas konditori. Da de er ret små, kan du nok også finde plads en jordbærkage med flødeskum – det kan man bestemt ikke fortryde.

 

Den berømte kage el pionono

 

Hør interview med Else her:

 

God tur og god weekend!

 

 

 

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque