Fair play eller aftalt spil?

Debatten om tyrefægtning er en svær sag at takle. Ledsaget af store armbevægelser og ord som Fiesta Nacional, historisk identitet, kunst, kulturarv, dyremishandling, liv og død er der lagt op til intet mindre end et nationalt opgør.

Årtiers stereotyp promovering af Spanien som ”Den med Tyren” er truet af miskreditering. Et af landets mest mest spektakulære shows er ved at gå i opløsning
Så intet under, at forbuddet mod tyrefægtning i Catalonien for alvor har sat sindene i kog.

Det handler ikke kun om at være for eller imod, men også om at forstå og prøve at sætte sig ind i en verden, der er domineret af manddoms rå styrke og kampen om liv og død.

Hemmingway var opinionsleder

En af Radio Solymars danske lyttere, Holger Johansen, har – som de fleste andre - en mening som sagen.
Han oplevede sin første tyrefægtning i Madrid, og var allerede længe inden kampen startede ”aficionado”.
Det var på det tidspunkt, da Hemmingway var et idol for en del af den vestlige ungdom, og hans begejstring for tyrefægtning smittede nødvendigvis af.

”Nu sad jeg så der og skulle for første gang overvære denne ædle sport mellem rå dyrisk styrke og menneskelig intelligens. Der foregik en masse ritualer og ceremonier, men det var jeg ikke interesseret i. Det var kampen, jeg ville have” skriver Holger Johansen i sit indlæg til Radio Solymars redaktion.

Tirret til raseri

”Pludselig blev der åbnet for en port til arenaen, og et prægtigt, imponerende dyr – inkarneret af vildskab og styre – kom frem i lyset. Den var blevet drillet inde i mørket, og nu var den rasende. Blændet af det stærke lys forsøgte tyren af orientere sig.

Hvor var de små skiderikker, der havde irriteret den? Var de her? I så fald skulle den tvære dem ud, som man klasker en flue med en sammenfoldet søndagsavis.

Det store hoved fik øje på tyrefægteren. Med målrettet kraft som en krigstank tog tyren kurs mod sin fjende, som på eleganteste vis foldede en kappe ud og trådte let til siden. Tyren drønede ind i tæppet med de spidse horn en halv tomme fra tyrefægteren. En forbier. Om igen. Samme resultat. Enhver ved hvor svært det er at ramme en flue.

Sådan fortsatte legen, og på et tidspunkt fik man lyst til at råbe: Så gå dog efter manden, idiot.

Kluntet medmorder til hest

Men hjernevirksomhed er ikke tyrens stærke side. Konstante fejlberegninger gjorde det store dyr træt, og så var det tid for næste halvleg.

Ind kom en stor klumpedumpe på en pansret hest, næsten som en zumo-bryder på en pensioneret droschehest, der ikke virkede særlig begejstret over den rolle, den var blevet tildelt. Men sådan er der jo så meget, og tyren så ikke anden udvej, end at gå løs på det nye makkerpar.

Den kluntede mand på hesten var så godt udrustet, at han næsten ikke kunne røre sig. Men det lykkedes ham at støde en lanse ind i tyrens nakkemuskel, så blodet flød ned ad dens flanker. Det skete flere gange. På et tidspunkt kunne jeg ikke længere følge Hemmingways begejstring. Jeg kunne mærke at jeg var blevet en kætter, en fritænker, som havde brug for nye udveje.

Den ulige overlevelse

Næste indslag var små mænd med farvestrålende pinde, ”los Banderilleros”. Tyren var løbet træt, og det lykkedes dem let og elegant at placere seks sylespidse spyd, som blev siddende, selv om tyren forsøgte at ryste dem af.

Den lige kamp om liv og død begyndte at fortage sig i horisonten.
Jeg fik øje på en gruppe hjælpere, der var klar til at gribe ind, hvis noget gik galt og kom til at tænke på klassens tykke dreng. Han blev generet og drillet på groveste vis, men havde ikke en jordisk chance. Han kunne have vendt bunden i vejret på hver eneste en, og givet os en velfortjent røvfuld, hvis chancen havde været der.

Så var tyren igen alene med tyrefægteren - men det var ikke længere det samme. Træt, svækket af invaliderede nakkemuskler og et kraftigt blodtab, blev den stående. Efter en kort sejrs-præstation fra tyrefægterens side var spillet slut.
Det store prægtige energibundt var forvandlet til et mishandlet kadaver, som måtte slæbes ud af arenaen af et spand muldyr.

Drab planlagt til mindste detlje

For mig var det tyrefægtningens start og endeligt. Som symbolet på, hvordan mod, kraft og lyst til at overvinde verden kan forpurres af et komplot.

Jeg ved godt at tyrefægterens indsats ikke bare er leg med tyren. Det er leg med døden, og selv den mindste lille fejl kan være skæbnesvanger. Men tyrefægteren skal være meget uheldig, for at det går rigtig galt. Det sørger hjælperne for.

Men tyren skal dø. Dens skæbne er tilrettelagt i alle detaljer gennem nedbrydning af dens dyriste styrke til den sikre død.
Der er ganske vist en utopisk mulighed for at tyren overlever, hvis den udviser særlig tapperhed og kampånd. Men hvor ofte sker det – selv om tyren hver gang udviser ærligt kampmod til den bitre ende?

Kan det blive fair play?

Tro nu ikke, at jeg ikke kan se den ædle sport i tyrefægtning, eller at jeg ynker over tyren og dens død. I det mindste har det store dyr haft lov til at leve et frit liv, indtil det blev bragt på scenen. Diskussionen om produktion af slagtedyr til human fortæring springer vi over i denne omgang.

Det jeg kan ikke kan forstå er, hvad der får en tusindtallig skare til at juble over, at se et prægtigt dyr af Guds fineste skaberværker gradvist blive narret, mishandlet, ydmyget og frataget sin stolthed, for til sidst at blive slæbt ud til opskæring på et slagteri?

Jeg efterlyser derfor en model for, hvordan tyrefægtning kan gøres til en mere æstetisk og jævnbyrdig kamp mellem intelligens og muskler? Og hvem siger, at tyren nødvendigvis skal dø for at man skal forsvare kulturarv, identitet og national fest?

Indlægget fra Holger Johansen er blevet forkortet og redigeret af redaktionen.