Antequera på verdensarvliste?

PrintPrint Share this
WEEKEND: Gamle stendysser, vippesten og sovende indianer på vej til at komme i meget fint selskab.

Los Dólmenes de Antequera er blandt Europas ældste stendysser. Sammen med kærlighedsklippe og forstenet havbund skal det give en plads på UNESCOs Verdensarvliste. Men der er 41 konkurrenter.

 

Første afgørelse kommer til marts næste år, når UNESCO halverer feltet og sender de 20 bedste kandidater videre til finalen. 

 

Tilgængelig for alle

 
 

Antequera ligger cirka 45 minutters kørsel fra Málaga

 

Fællesbetegnelsen på hele herligheden i Andalusien er 'El Sitio de Los Dólemenes de Antequera' og omfatter altså stendysserne og de to bjergformationer: El Indio og El Torcal.

 

Premierminister Mariano Rajoy støtter kandidaturet med "stendysse-håndtegn"

 

Ud af de 42 ansøgninger er de 21 kulturelle monumenter, otte er naturformationer, mens bare fire indeholder begge dele - herunder altså stendysserne og klipperne i Antequera.

 

Faktisk vil stendyssene Los Dólmenes de Antequera, være et bidrag uden fortilfælde på verdensarvlisten. Gravhøjene består egentlig af tre-storstensgrave, Menga og Viera, samt den tredje Romeral. De betegnes som nogle af de første deciderede menneskeskabte konstruktioner på det europæiske kontinent.

 

Af andre mere kendte stendysser er Stonehedge og Avebyry i England og Newrange i Irland. Men nu vil Antequera altså også på banen med sine dysser.

 

Sidste år havde de gamle stendysser næsten 100.000 besøgende

 

Stendysserne er bygget af kampesten, der danner gange og rum. Udover at blive brugt som grave blev stendysserne også brugt forskellige rituelle handlinger. 

 

I dag kan det virke helt uforståeligt, hvordan man for 4.000 år siden var i stand til at hakke hele klipper i stykker og transportere de flere tusind kilo tunge sten ned fra bjergene.

 

Græd af begejstring

Amadou-Mahtar M’Bo besøgte stendysserne i 1986 sammen med daværende Antequera-borgmester, Pedro Rojas Tapia

 

Det siges, at da den daværende UNESCO-direktør, Amadou-Mahtar M’Bo i 1986 besøgte de ældgamle gravhøje i Antequera, græd han af begejstring over det, han så. På billedet her ovenover er der dog ikke mange tårer at spore, men begejstringen var bestemt til stede:

 

Stendysserne er de hidtil vigtigste, der er fundet i Spanien

 

- I Menga fandt mennesket det brugbare og i El Romeral skønheden, sagde M'Bow degang for mere end 30 år siden og foreslog, at gravene blev en del af UNESCOs verdensarv.

 

Som sagt nu gjort - det tog kun lige små 29 år.

 

Den 19. januar 2015 indleverede direktøren for Los Dólmenes, Bartolomé Ruiz, den officielle ansøgning om optagelse på listen. Se den her

 

Los Dólmenes

Når du kører ind i Antequera fra øst efter at have forladt motortrafikvejen, passerer du de to største dysser. Her findes der et nyt arkæologisk center, 'Conjunto Arqueológico de los Dolmenes de Antequera'.

 

Informationskontoret ligger tæt ved indkørslen til Antequera

 

I informationen udleveres en brochure om stendysserne, og man kan se en video om, hvordan det hele er blevet lavet. Der er gratis adgang.

 

Stendysserne er så store, at man stadig undrer sig over, hvordan man for for så mange år siden kunne få de gigantiske sten moslet på plads.

 

Der hersker fortsat en del mystik omkring tilblivelsen, som vi også kender det fra pyramiderne i Egypten, men der er ingen tvivl om, at der helt sikkert blev brugt to komponenter: knofedt og benhårdt teamwork.

 

Det er nogle ordentlige moppedrenge af nogle sten

 

Ét bud på, hvordan de store klepperter blev slæbt hen ti l byggepladsen

 

Området omkring Los Dólmenes er blevet shinet godt op og med det nyeste teknologi på informationscentret fremstår det hele i aller fineste stand.

 

Faktisk har hele byen fået en ansigtsløftning, og borgen, der ligger og troner bag den gamle bydel, er også blevet restaureret.

 

Antequera er mere end klar til at få den anerkendte titel som en del af UNESCOS Verdensarv.

 

Første bosættelser

Bygherrerne af Antequera-megalitterne hørte til blandt de første landbrugssamfund i Guadalhorce-dalen og hører blandt de flotteste af slagsen på Den Iberiske Halvø.

 

De ældste dele er blevet analyseret til at være mere end 4.500 år gamle.

 

Tunnel gennem Viera

 

Viera blev bygget ved hjælp af orthostats, som er opretstående kampesten. Hver side af graven består af 16 stenstolper, hvoraf 14 er bevaret i venstre side og 15 på den højre.

 

Bagsiden af ​​kammeret er forseglet med en enkelt stor plade. Fem af tagpladerne er bevaret, men de to af dem er mere eller mindre brudt i stykker. Tre eller måske fire tagplader er forsvundet.

 

Hele monument, som i man ge år var dækket under en stor jordbunke, vender mod øst som de fleste iberiske gravhøje.

 

Højen som dækker de to gravsteder

 

Menga blev også bygget ved hjælp af den såkaldte ortostatisk teknik. Den målet 27,5 meter fra forplads til sidste sten bagerst i kammeret. Højden til loftet øges, efterhånden som man bevæger sig indad. I starten er der 2,70 meter til loftet og i den inderste del er der hele 3,5 meter fra gulf til loft.

 

Menga kaldes en tumulus, fordi det er en langdysse.

 

Efter afslutningen af kammeret, der sandsynligvis fungerede som en grav for de herskende familier, blev stenstrukturen dækket til med jord, hvorved der opstod den bakke, man ser i dag.

 

Da graven blev åbnet og undersøgt i det 19. århundrede, fandt arkæologer skeletter af flere hundrede mennesker derinde.

 

Den maksimale bredde er seks meter i den fjerneste ende af kammeret. Hver af siderne er dannet af 12 stolper med en kæmpe sten som afslutning.

 

Menga ligger kun 70 meter fra Viera-dyssen, som er mindre, meget smallere og har et rum for enden.

 

Læg mærke til orienteringen mod den karakteristiske klippe

 

Taget er dannet af fem store plader, hvoraf nogle er mere end en meter tykke.

 

Begge ligger omkring fire kilometer fra den tredje underjordiske struktur kendt som Dólmen del Romeral, der minder om Viera-dyssen, men har et dobbelt kammer for enden.

 

El Romeral er en typisk dysse, der strækker sig 26,30 meter ind, har en gennemsnitlig bredde på 1,50 meter og en gennemsnitlig højde på 1,95 meter. Korridoren er overdækket med 11 dækkerplader.

 

Den har et cirkulært rum, der er 5,2 i diameter og 3,75 højt. Graven omfatter en høj, som usædvanligt nok er vendt mod sydvest, hvilket gør det til et af de meget få eksempler på vestlig orienteret dysse i hele Spanien.

 

Avanceret kultur

Når man står inde i Menga kan man ikke undgå at blive overrasket over rummets størrelse og konstruktion med de kæmpestore vægplader på alle sider og søjlerne i midten, som bærer de enorme loftsten.

 

Det er i sandhed et imponerende sted. Der findes også en tyve meter dyb brønd, hvorfra man hentede vand.

 

For enden en tyve meter dyb brønd

 

Ét er sikkert. Stendysserne er bygget af mennesker med en avanceret kultur, hvilket også afspejles af den bronze-sol, der er fundet på stedet, og som kan ses ved soluret inde på stendysse-området.

 

Den liggende indianer

Fra stendysserne har man en fantastisk udsigt til den vældige klippeformation, der ligger mod øst: La Peña.

 

Uden at kræve særligt meget fantasi ligner bjerget rigtig meget profilen af en indianer, der ligger ned, og kaldes derfor også for 'El Indio'.

 

Han har både pande, næse og mund, og det er ikke svært at se profilen på ansigtet

 

De forelskedes tragedie

La Peña kaldes i folkemunde "El Peñon de los Enamorados" – "de forelskedes klippe”.

 

Legenden går på, at den unge, kristne soldat Tello var blevet taget til fange under maurernes herredømme. Han blev som slave ført ned i fangekælderen, hvor han sad lige ind til den dag, da den skønne mauriske prinsesse Tanzana kom forbi.

 

Det var kærlighed ved første blik, men da forholdet af gode grunde ikke kunne blive accepteret af deres familier, besluttede de sig for at stikke af.

 

Desværre valgte de at stikke af netop på den dag, hvor de kristne styrker havde forberedt et overraskelsesangreb på den mauriske basion i Antequera. Parrets vej var spærret af kristne på den ene side og maurere på den anden, og de så ikke anden udvej end at flygte op på toppen af klippen uden for byen.

 

Maleri af den berømte historie om de to forelskede, der gik i døden sammen

 

Da den mauriske konge hørte om sin datters flugt sammen med en repræsentant for fjenden, blev han så rasende, at han satte en styrke efter dem. De to unge var klar over, at de ville blive fanget og besluttede at gå i døden sammen ved at springe ud fra klippetoppen.

 

Husk tilladelse

For nutidens mennesker går det hele noget mere fredeligt til, og det er også muligt at klatre op på toppen og komme sikkert ned igen, men let er det nu ikke. Der findes ikke nogen afmærkede stier derop, så pas godt på!

 

Peña de los Enamorados er desuden privatejet, og der skal indhentes tilladelse til at gå derop fra klippens ejer, der holder til på den nærliggende gård 'La Peña'.

 

Vandregruppen Comando Preston på toppen af klippen

 

Toppen af Málaga

Det tredje - og ligeledes ret stærke - kort, Antequera har på hånden i spillet om at komme på verdensarvlisten, er El Torcal. Området ligger cirka 15 kilometer uden for Antequera i 1.300 meters højde og er virkelig en fed oplevelse.

 

Unægteligt noget af et specielt naturfænomen 

 

Også her findes der et informationscenter, hvor man kan se flotte plancher om, hvordan dette specielle naturfænomen er opstået.

 

Engang i dinosaurernes tid - for cirka 150 millioner år siden - var området havbund, hvilket synes helt ufatteligt, når man stor deroppe - på toppen af Málaga. Men da det afrikanske kontinent i millioner af år pressede på Europa, blev havbunden løftet op i mere end tusind meters højde.

 

I løbet af tiden er forskellige lag af den gamle havbund eroderet af vind og vejr, hvorved der er dannet de karakteristiske klippeformationer og vippesten, man kan se i dag.

 

Ved udsigtspunktet på Los Balconcillos ser man forstenede rester af de forhistoriske sø-snegle Amonites.

 

Forstening af den forhistoriske sø-snegl Amonite

 

Forsteningerne er på størrelse med en pizza. Der findes flere af slagsen, men efter omfattende hærværk og tyveri er myndighederne i dag tilbageholdende med at oplyse om, hvor de findes.

 

Artiklens forfatter (th) med vandregruppe på El Torcal

 

El Torcal er i dag er et af de mest specielle naturfænomener på Den Iberiske Halvø og er et populært udflugtsmål for indbyggerne i Málaga Provinsen. Mere end et dusin klippeformationer har fået specille navne som 'kamelen', skruen', 'paddehatten' og 'skildpadden'.

 

Denne er døbt skildpadde med sandwich på ryggen

 

Der findes to ruter gennem naturparken: den grønne på cirka 1,5 kilometer og den gule på lidt over tre kilometer. Den grønne rute og den gule rute, som er den sværeste af de to, starter lige bag centret og er markeret fint med pile. Man bliver ledt ud og ind mellem helt fantastiske klipper og plantevækster.  Nogle steder føler du næsten, du går inde i en regnskov.

 

Turen i El Torcal et ikke velegnet for gangbesværede. Kniber det lidt med at klare det ujævne terræn, byder informationscentret på et cafeteria, en souvenirbutik og en udførlig beskrivelse af stedets oprindelse. Den korte strækning ud til udkigspunktet er ret ligetil, så den kan de fleste klare.

 

Der er skilte som viser vej

 

Naturparken er på 1.171 hektar og er beliggende i de to kommuner, Antequera og Villanueva de la Concepción, som begge byder på nogle overordentlig smukke landskaber.

 

I Antequera er der en charmerende gammel bydel, der i forbindelse med ansøgningen om optagelse på UNECSOs Verdensarvsliste er blevet renoveret og forskønnet, så et besøg i allerhøjeste grad kan anbefales - og efteråret er det perfekte tidspunkt! 

 

Smukke og velbevarede Antequera er den by i Spanien, der har flest kirker per indbygger

 

Uanset hvordan det går med ansøgningen, så kan det klart anbefales med en tur til Antequera og omegn som supplement til solskinsferien.

 

Go' tur

 

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque