Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Eksport-eventyr i fare

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 29/07/2013 - 12:41

Krimi og katastrofe Penge & Forbrug


Den tragiske togulykke i Galicien kommer på det værst tænkelige tidspunkt for den spanske tog-industri, som er på nippet til at sælge tog t...

Den tragiske togulykke i Galicien kommer på det værst tænkelige tidspunkt for den spanske tog-industri, som er på nippet til at sælge tog til Brasilien og flere arabiske oliestater.

 

Spanien ligger i dag på en imponerende andenplads over lande, der har flest kilometer tøjhastighedsbane, kun overgået af Kina, og det har sat skub i eksporten af højhastighedstog til udlandet.

 

- Teknologisk set er Spanien pionér inden for højhastighedstog, siger Alejandro Lago, logistik-professor ved Madrids IESE Business School.

 

Han understreger, at Spanien har mange års erfaring i infrastruktur og drift af højhastighedstog. Så langt tilbage som i 1960'erne kørte de ”gamle” Talgo-tog med over 200 km/t. - langt hurtigere end de fleste andre landes hurtig-tog.

 

Kan koste dyrt

I løbet af de ”gyldne år” frem til 2007 blev der udvidet med nye højhastighedsbaner over hele landet.

 

Den første blev indviet i forbindelse med EXPO 92 mellem Madrid og Sevilla, derefter kom Madrid-Barcelona, Valencia-Madrid og i december 2011 den nye AVE-forbindelse til Galicien, hvor ulykken fandt sted.

 

Men tragedien i Santiago de Compostela kan ud over menneskeliv komme til at koste landets eksport dyrt.

 

Til september bliver den nye brasilianske Paulo-Campinas Rio-Sao højhastighedslinje indviet. Det er den første af slagsen i Sydamerika og har kostet 16,4 milliarder euro.

 

Et stort 'men'

Spanien deltager i det brasilianske tog-eventyr med et konsortium bestående af 18 private og offentlige selskaber. Ifølge statssekretær for jernbanedrift, Rafael Catalá, er projektet “overordentligt vigtigt” for den spanske togindustri, der har fået en oplagt mulighed for at promovere sig som førende på det internationale marked.

 

Men, der er et stort men. Ifølge kontrakten med de brasilianske myndigheder er der en klausul om, at selskaber ikke kan deltage i den operative proces, hvis de har været involveret i alvorlige ulykker inden for de seneste fem år.

 

Kort efter ulykken hasteudsendte den spanske ambassade i Brasilien en erklæring om, at selvom banen mellem Madrid og Ferrol drives af de spanske statsbaner Renfe, indgår strækningen ikke som en officiel del af AVE-systemet, selv om højhastighedstoget benytter visse strækninger af AVEs bane-net til nedbringelse af rejsetiden.

 

Selskabet Adif, der står bag driften af de spanske jernbaner, hævdede kort efter ulykken, at ”strækningen er konventionel” og at det forulykkede tog er ”betydeligt anderledes end AVE-toget”, hvorved de spanske myndigheder nu krydser fingre for at ordren om millioninvesteringer i det brasilianske AVE-tog slipper gennem nåleøjet.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.