Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nægter at makke ret

Skrevet af Pia Bruun, ons, 27/10/2010 - 10:46

Penge & Forbrug

Luftfartsselskabet Transavia nægter stadig at rette sig efter Statens Luftfartsvæsen.

Luftfartsselskabet Transavia nægter stadig at rette sig efter Statens Luftfartsvæsen.

”Det krav, de danske myndigheder stiller, er aldeles urimeligt og i strid med EU-forordningen”, skriver Transavia i en pressemeddelelse, oplyser DR.

Striden er opstået efter, at Transavia tidligere på året besluttede at nedlægge sine ruter i Danmark fra den 31. oktober.

I forbindelse med flyselskabets lukning i Danmark er flere tusinde danskere blevet ladt i stikken, selvom selskabet ellers selv påstår, at Transavia er et flyselskab med ”service i generne”.

Ifølge EU's regler har de passagerer, der har købt billet til de aflyste afgange, ret til enten at få pengene tilbage eller at blive ombooket til et andet selskab.

Transavia har indgået en aftale om at ombooke kunderne til Norwegian. Men Norwegian flyver ikke alle ugens dage og dækker heller ikke alle ruter. Det betyder, at passagerernes rejse bliver omlagt - nogle gange med mange dage til forskel. Og det er bare ikke godt nok, mener Statens Luftfartsvæsen. Transavia skal ombooke til den først ledige afgang, uanset hvilket flyselskab der har den. Og uanset hvad en billet koster. Det kom frem på et møde med Transavia mandag.

”Efter mødet i dag har de i hvert fald fået et vink med en vognstang om, hvordan reglerne skal fortolkes. Så vi forventer, at Transavia nu agter at leve fuldt og helt op til de gældende EU-regler”, sagde kommunikationschef, Thorbjørn Ancker, til DR Nyheder efter mandagens møde.

Men det afviser Transavia. Flyselskabets danske advokat, Morten Lundquist Jakobsen, siger:

”Statens Luftfartsvæsen fremstiller det, som om et flyselskabs pligt til at ombooke passagerer er helt utvivlsom, mens det i virkeligheden faktisk er et omdiskuteret emne blandt juridiske specialister i Europa. Så jeg forstår ikke, hvorfor Statens Luftfartsvæsen vildleder kunderne til at tro, at den sag er klappet og klar”, siger han.

Statens Luftfartsvæsen har tidligere truet med at melde Transavia til politiet, hvis ikke selskabet retter sig efter anvisningerne. Ifølge Transavia er 6500 passagerer kommet i klemme. Heraf skulle halvdelen have bedt om at få deres penge tilbage.

Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) henviser til EU's regler (den såkaldte Forordning 261/2004, eller ”denied boarding-forordningen”), der berettiger passagerne til at få ombooket deres billet i forbindelse med et flyselskabs aflysninger.
Reglerne i Forordningen er kort sagt, at aflyses en flyafgang, hvor kunden ikke allerede er i lufthavnen, har de berørte passagerer som minimum ret til følgende:

At få rejsen omlagt af flyselskabet til den første afgang til passagerens endelige destination. Dette gælder, uanset om den første ledige afgang er med et andet luftfartsselskab. Det betyder, at man har ret til at flyve med f.eks. SAS, hvis det selskab har en afgang med frie pladser, der ligger tættere på det oprindelige afgangstidspunkt, end den afgang Transavia måtte tilbyde via sine kontakter.

Ønsker passageren ikke længere at flyve, har man også ret til bare at få sine penge refunderet fra Transavia.

Endelig kan passageren efter nærmere aftale med flyselskabet beslutte at flyve på et helt andet tidspunkt.

Det vigtigste krav i ovenstående regler er, at det ubetinget er passageren, der har valget mellem de tre løsningsmodeller og altså ikke luftfartsselskabet!

I mange tilfælde betyder aftalen med Norwegian, at Transavias passagerers rejse bliver forskudt med flere dage, og det er uholdbart, mener både Dansk Rejsebureau Forening og Statens Luftfartsvæsen.

Det var for eksempel tilfældet for 55 elever fra Odense, som skulle på en uges studietur til Barcelona. Her tilbød Transavia at flyve dem hjem fra Barcelona med Norwegian otte dage senere end oprindelig aftalt. En løsning, som hverken elever eller det involverede rejsebureau kan bruge til noget, og som er helt uacceptabel, når der ledige pladser hjem på danske Cimber Sterling på den oprindelige hjemrejsedag.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.